Fortsæt til indhold
Politik

Ekspert: Folkeafstemning om EU-patent er en dårlig idé

Folkeafstemning om tilslutning til EU's patentdomstol vil være uden historisk fortilfælde.

Ritzau

Det vil ikke være en særlig god idé at sende et kompliceret detailspørgsmål om Danmarks tilslutning til den europæiske patentdomstol til folkeafstemning.

Det siger Peter Nedergaard, professor ved Center for Europæiske Politik ved Københavns Universitet.

- Man risikerer, at det bliver en afstemning om alt muligt andet. Det vil sige, at folk ikke tager stilling for eller imod patentspørgsmålet, fordi mange ikke vil have sat sig ind i, hvad et patent og en patentdomstol betyder.

- For dem vil det være et spørgsmål for eller imod EU. Det kan i stedet komme til at handle om eurokrisen og retspolitik, som man kan have forskellige meninger om, siger Peter Nedergaard.

Kan ikke sammenlignes

Han siger, at der ikke tidligere har været sendt et lignende spørgsmål til folkeafstemning i Danmark.

- Det kan ikke sammenlignes med euroafstemninger eller traktatafstemninger. Det er en meget lille sag at tage en folkeafstemning om, siger han.

Hvis Danmark tilslutter sig den europæiske patentdomstol, vil danske virksomheder kunne få godkendt deres patenter for hele EU på én gang, hvor de i dag skal ansøge hos patentmyndighederne i hvert enkelt EU-land.

- Det vil ikke være særlig godt, hvis det her falder ved en folkeafstemning. Langt de fleste anerkender, at patentdomstolen er en fordel for Danmark. Især for de mange små og mellemstore virksomheder, siger Peter Nedergaard.

Fremlægge lovforslag

Justitsministeriets jurister er kommet frem til, at Danmark afgiver suverænitet ved at tilslutte sig den europæiske patentdomstol.

Ifølge Ritzaus oplysninger vil regeringen fremlægge lovforslaget om dansk deltagelse i patentdomstolen i næste folketingssamling.

Da der er tale om suverænitetsafgivelse skal regeringen samle 5/6 flertal for lovforslaget i henhold til grundloven.

På forhånd har både Dansk Folkeparti og Enhedslisten talt for at sende spørgsmålet til folkeafstemning.