Ritt B.: Thorning fører »krig« mod vælgerne
Tid til at opgive den »nødvendige politik,« skriver tidligere minister.
Helle Thorning-Schmidt er nu direkte »i krig« med sine egne vælgere.
Sådan lyser analysen fra den tidligere socialdemokratiske minister, EU-kommissær og københavnske overborgmester Ritt Bjerregaard i dagens udgave af Ekstra Bladet.
Ritt Bjerregaard var for mange år siden en af de første til offentligt at støtte Helle Thorning-Schmidt, men siden er tonen blevet skarpere.
»Vælgerne skal kunne finde sig selv i regeringens politik. Det kan de ikke for øjeblikket. Mon ikke statsministeren efter 1. maj har fået lært, at hverken hun eller partiet er i overensstemmelse med deres vælgere,« skriver Ritt Bjerregaard.
Opgiv den 'nødvendige politik'
Den tidligere socialdemokratiske toppolitiker skriver, at hun »ikke mindes en sådan modløshed« hos sine partifæller, som den hun oplever i øjeblikket.
Hun opfordrer derfor Helle Thorning-Schmidt til at opgive »den nødvendige politik,« som Thorning flere gange har omtalt de mange reformer og indgreb i den seneste tid.
»I et demokrati som det danske er der ingen ’nødvendig’ politik. Der er den politik, som regeringen vælger at føre, og som den må argumentere for er rigtig. Før regeringen indser det, kan den ikke komme videre, og krigen med vælgerne vil fortsætte, og det samme vil nedturen,« skriver Ritt Bjerregaard.
Elendige målinger
Det er især reformerne af SU og kontanthjælp, en lavere selskabsskat, indgrebet i lærerkonflikten og skatteaftalen med Venstre, der har sat sindene i kog hos Ritt Bjerregaard og store dele af det socialdemokratiske bagland.
Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne står således nu blot til 15,6 pct. af stemmerne i den seneste Rambøll-målling.
I samme måling står Venstre til 33,5 pct., altså en forskel mellem partierne på 17,9 procentpoint.
Ved valget i 2011 fik Socialdemokraterne 24,8 pct. og Venstre 26,7 pct. Dengang var forskellen således blot 1,9 procentpoint.