Enhedslistens unge deltog i 1.maj-larm
»Over grænsen« fastslår Enhedslisten efter tumultarisk 1. maj.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen talte i går mod pibekoncert og kasteskyts.
Men hendes egne unge var med i de forreste rækker, da der var ballade i Fælledparken.
Det fortæller en række medlemmer af Socialistisk UngdomsFront (SUF) til Jyllands-Posten.
SUF er som sådan en uafhængig ungdomsorganisation, men samarbejder med Enhedslisten og fungerer som partiets ungdomsorganisation.
»Vi brugte bare vores ytringsfrihed, og det, synes jeg, er helt i orden,« siger Karla Bendixen, der er kontaktperson SUF i København Nord-Øst.
Hun understreger dog, at hun ikke udtaler sig på vegne af organisationen.
Både overborgmester Frank Jensen (S) og erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsens (SF) taler i Fælledparken i København blev afbrudt efter en voldsom pibekoncert.
Råbe lidt højere
Redaktøren for 'Aktion' - et blad SUF udgiver - var også med foran scenen 1. maj.
»De lytter jo ikke til os, når vi sidder og snakker til dem. Så må vi råbe lidt højere,« siger Frank Ledegaard til Politiken.
Han er ligeledes medlem af koordinationsgruppen for SUF i hovedstaden.
I gruppen af råbende demonstranter var også tidligere landsledelsesmedlem for SUF og medlem af Enhedslisten Rebekka Madsen.
Det bekræfter hun, men ønsker ikke at udtale sig om, hvorfor hun deltog.
SUF: »Vi var ikke arrangører«
Pressetalsmand og medlem af landsledelsen for SUF Aksel Rosager Johansen bekræfter, at medlemmer af SUF var med i gruppen, der overdøvede overborgmesteren og Annette Vilhelmsen.
»Men det var ikke os, som arrangerede protesten,« siger han.
I en skriftlig kommentar til balladen skriver SUF, at Frank Jensen og Annette Vilhelmsens ret til at tale »selvfølgelig« ikke skal undertrykkes, »og det er selvfølgelig ikke i orden at kaste æg eller andet efter dem. Ligesom det selvfølgelig ikke er i orden at chikanere andre 1. maj deltagere, hvis det skulle have været tilfældet i går«.
Det har ikke været muligt at få yderligere kommentarer fra SUF på, om det vil få konsekvenser for de medlemmer, som deltog i aktionen.
Må ikke kaste med ting
Enhedslistens gruppeformand Per Clausen kender ikke specifikt til, at medlemmer af SUF skulle have opført sig utilstedeligt.
»Vi synes, at folk skal have mulighed for at komme til orde. Altid. Folk har ret til tale, og så kan det være, at de får et bifald, men det kan også være, at de får tilråb. Det må man tage med. Problemet opstår, hvis nogen systematisk forsøger at forhindre folk i at tale,« siger Per Clausen.
Gruppeformanden mener, at nogen måske kan have svært ved at »sætte grænsen«, men selv er han ikke i tvivl.
»Det vi så i går, det var over grænsen. Man skal ikke kaste ting efter folk. Hverken vand eller øldåser eller noget andet. Men jeg var der ikke, så jeg ved ikke, hvad der er sket. Og heller ikke hvem, der har gjort det,« siger Per Clausen.
Får det konsekvenser for SUF-medlemmerne, hvis de har deltaget i det her?
»Jeg har ikke nogen myndighed over SUF, det er jo en selvstændig organisation. Men vi taler da med SUF om, hvordan tingene skal foregå. Og det kan også være, at vi skal tale med dem om det her på et tidspunkt,« siger Per Clausen, der dog understreger, at han ikke ser sagen som »akut«.
»De skubbede. Vi skubbede«
En af arrangørerne bag optrinnet i Fælledparken var David Niklassen fra Libertære Socialister. Han siger, at det ikke var dem, som startede urolighederne foran scenen.
»Vi stod der allerede og var i gang med en aktion, da flere socialdemokrater og SF’ere begyndte at mase og skubbe,« siger han.
Han fortæller, at han blev slået flere gange i baghovedet i forbindelse med optrinnet, og at han oplevede stemningen som »lidt ubehagelig«.
»Men der var altså tale om at vi skubbede til hinanden - ikke et bar-slagsmål«.
SFU’s formand: Jeg blev slået
En anden af de personer, som stod foran scenen var formanden for SF Ungdom, Carl Valentin. Han fortæller, at han sammen med en større gruppe SF’ere var gået frem for at høre talen fra partiformand Annette Wilhelmsen.
»Da vi kom derop begyndte en større gruppe af sortklædte unge at skubbe til os og råbe, at vi skulle ’skride’. På et tidspunkt, var der en maskeret fyr, som slog mig i ansigtet,« siger SFU formanden, som kalder oplevelsen for »rystende«.
Tidligere formand for SF i København og nu kandidat til Regionsrådsvalget for SF Jens Mandrup fortæller, at stemningen foran scenen var »meget voldsom«.
»Jeg blev spyttet på af en demonstrant, da jeg stod oppe foran scenen, og flere af tilhørende, som stod deroppe, valgte at forlade området,« siger han.