Fortsæt til indhold
Politik

Pia K. kræver Dannebrog væk fra busserne

Enhedslisten undrer sig: Hvad skulle der nu være galt med flag 1. maj?

I København kører hundredvis af busser rundt med danske flag.

Men det skal være slut - hvis det står til Dansk Folkepartis værdiordfører og tidligere formand Pia Kjærsgaard.

»1. maj er ikke nogen helligdag, og slet ikke nogen officiel flagdag, hvorfor jeg er dybt forundret over, at de københavnske busser flager, da det naturligvis ikke bør være en offentlig drevet virksomhed som Movia, under påvirkning af fagforeningerne, der bestemmer, hvornår der skal flages eller ej,« siger Pia Kjærsgaard i en skriftlig udtalelse.

Der skal ikke flages...

Kjærsgaard vil nu rette henvendelse til økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager »med krav om, at hun indskærper over for Movia som en offentligt drevet virksomhed skal følge flagreglerne, og ikke føje fagbevægelsens ønsker«.

Pia Kjærsgaard - der tidligere har talt for at bruge Dannebrog flag mest muligt - anerkender, at 1. maj er arbejderbevægelsens traditionelle festdag. Og derfor er det helt i orden, at arbejderne flager. Men kun i egne rækker.

»Der skal således ikke flages på de københavnske busser, blot fordi fagbevægelsen holder fest, i øvrigt i dyb splid med den regering, som den har investeret store summer af sine medlemmers penge i at få valgt,« siger Pia Kjærsgaard.

Enhedslisten: Afslører hykleri

Enhedslistens gruppeformand Per Clausen undrer sig over Pia Kjærsgaards krav.

»Jeg synes ellers altid, at jeg har hørt Pia Kjærsgaard være så glad for at bruge Dannebrog mest muligt. Hvordan kan det så være, at man kræver det fjernet 1. maj - netop en dag, hvor vi fejrer fællesskab, solidaritet og almindelige vilkår for arbejderen?« spørger Per Clausen og er selv klar med et svar.

»Det afslører, at Pia Kjærsgaard vil bruge enhver lejlighed til at nedgøre den almindelige vælger, der slås for fællesskabet. Det er hykleri, at de kalder sig et arbejderparti, mens de stemmer for nedskæringer af SU’en for at hjælpe husejernes boligforbedringer og knækker lærerne med et indgreb. Når det kommer til stykket, så er hun så meget imod solidaritet, at hun ikke engang kan tåle, at Dannebrog kommer på busserne,« siger Per Clausen.

Movia: Ikke unormalt

Movia oplyser til Jyllands-Posten, at man også tidligere har flaget på 1. maj, men at det ikke sker som en fast tradition.

Foruden de officielle flagdage så flager Movia nemlig alene, når man får en anmodning om det.

Anmodningen for flag i dag kom fra LO København, oplyser Movia.

Hvad mener du? Er det forkert at bruge Dannebrog på busserne 1. maj?