Det lovede S og SF: Ingen patienter på gangene
Enhedslisten vil have regeringen til leve op til sine løfter.
»Ingen patient skal ligge på gangen«.
Sådan lød den klare melding fra SF og Socialdemokraterne i et fælles udspil i september 2011, blot otte dage før det seneste folketingsvalg.
»Det er en uværdig behandling af borgere, der har arbejdet og betalt deres skat til det danske velfærdssystem i et langt liv,« lød det fra de to partier, der ikke ville »acceptere,« at patienter ligger på gangene og på overfyldte sengestuer.
Men det gør de fortsat.
»Alarmerende« og »chokerende«.
Faktisk har hver tredje af de medicinske afdelinger i fjor en gennemsnitlig belægning på over 100 procent.
Det viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget hos regionerne.
Danske Sygeplejeråd og Dansk Patienter kalder situationen for »alarmerende« og »chokerende«.
Og nu kræver Enhedslisten, at SF og Socialdemokraterne lever op til deres valgløfter.
»Deres løfte i det fælles sundhedsudspil var helt klart: De lovede, at ingen patienter skulle ligge på gangene. Men der er langt fra den ambition, man gik til valg på - og så virkeligheden i dag,« siger sundhedsordfører Stine Brix fra Enhedslisten til Jyllands-Posten.
Kræver stop for sengelukninger
Hun vil gerne anerkende, at regeringen har gjort nogle ting. Men ikke nok. Langt fra.
Stine Brix forventer derfor, at regeringen vil afbryde lukningen af de mange sengepladser, der er med til at forøge problemerne.
»Et stop må være minimum. Vi må simpelthen erkende, at vi har behov for flere sengepladser, hvis vi skal give patienterne en værdig behandling,« siger Stine Brix.
Minister: Uheldig
I sundhedsudspillet »Tryghed om sundhed« siger S og SF, at man vil stoppe overbelægningen - der altså angiver, at der er flere på hospitalet end der er plads til - ved at »sænke belægningsprocenten med 1 procentpoint per år«.
Men den officielle belægningsprocent er slet ikke blevet opgjort i tre år.
I regeringsgrundlaget - hvor også De Radikale medvirker - står der intet om belægningsprocenten.
Her står dog, at regeringen vil kortlægge »behovet for flere sengepladser«. Denne kortlægning er endnu ikke færdig, men tilsyneladende snart på vej fra Sundhedsministeriet.
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) siger i dagens Jyllands-Posten, at situationen »naturligvis« er »uheldig«.
»Vi er i gang med en stor omkalfatring af hele sundhedsvæsenet. Omstillingensprocessen betyder, at flere patienter skal behandles og plejes derhjemme, og det kræver et tættere og stærkere samarbejde mellem kommuner, sygehuse og praktiserende læger«.
S vil vente på nye tal
Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, erkender, at det er uværdigt for patenterne, at de må ligge på gangene eller i et opholdsrum, fordi sengestuerne er proppede.
»Også selv om vi har haft den værste influenzaepidemi i mange år, skal det være sådan, at man på afdelingerne kan håndtere presset,« siger Hæstorp til ritzau og erkender, at problemet langtfra er nyt.
»Da vi var i opposition, kæmpede vi også mod overbelægningerne og for at få den borgerlige regering til at gøre noget,« siger hun.
Sophie Hæstorp Andersen vil nu afvente nogle mere præcise tal for overbelægningen, siger hun til ritzau.
Læs hele udspillet fra SF og S her.