Thorning: Det er ikke slut, før blondinen har stillet stiletterne
Socialdemokraterne er bagud på point, men det er ikke slut, forsikrede Helle Thorning-Schmidt sine partifæller til S-kongressen i Aalborg.
”Det er ikke slut, før blondinen har stillet stiletterne.”
Med denne chick-lit formulering forsikrede Helle Thorning-Schmidt sine partifæller om, at selvom det seneste år har været op ad bakke for partiet, og der har været delt øretæver ud både fra højre og venstre, så er det ikke slut endnu.
Helle Thorning-Schmidt holdt fredag eftermiddag sin beretning som formand for Socialdemokraterne til partiets kongres i Aalborg Kongrescenter.
Taletiden brugte hun især på at takke sit bagland for støtte og tålmodighed.
”Ja, jeg ved godt, at det er svært. Men jeg ved også, at I støtter op. Og gør det loyalt. Vi har det seneste år vist, hvad vi kan. Hvad vi er gjort af. At politik også handler om at stå fast, når det er svært,” sagde hun.
Ikke være anderledes
Men på trods af modvinden og startvanskeligheder i regeringssamarbejdet, kunne det ifølge Helle Thorning-Schmidt ikke være anderledes.
”Der er kun én ting som er værre for Socialdemokraterne end at have ansvaret. Og det er ikke at have det,” sagde hun.
En socialdemokratisk skattereform
Naturligvis blev talen også brugt til at forsvare partiets og regeringens politik. I særdeleshed den såkaldte kickstart og den stormombruste skattereform, som blev lavet med Venstre og Konservative og som har fået mange både internt og eksternt til at stille spørgsmålstegn ved, om Socialdemokraterne var blevet de nye borgerlige. Det manede Helle Thorning-Schmidt til jorden.
”Skattereformen handler om to ting: At sikre arbejdspladser og at det altid kan betale sig at arbejde. Derfor er det en socialdemokratisk skattereform,” sagde hun.
Arbejdspladser og fællesskab
Den røde tråd gennem talen var, at partiets vigtigste mål er at skabe arbejdspladser og styrke fællesskabet. Helle Thorning-Schmidt kunne heller ikke undgå at tale om de dagpengemodtagere, som til nytår står til at falde ud af dagpengesystemet og dermed miste indkomst. Til dem forsikrede hun, at partiet og regeringen handler.
”Vi skal have jobcentre, der faktisk formidler job. Vi skal have efteruddannelse af ledige som faktisk efteruddanner. Og vi skal have aktivering som faktisk fører til beskæftigelse,” lovede hun.
Socialdemokraternes kongres varer indtil søndag. Partiet skal blandt andet diskutere, hvordan de ønsker, at Danmark skal se ud i 2032. På talerstolen er blandt andre LO's Harald Børsting og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.