Fortsæt til indhold
Politik

Lars Løkke forlader Græsted

Venstre-lederen og hans familie flytter fra Nordsjælland.

Fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans familie forlader nu Græsted, hvor Venstre-formanden har boet det meste af sit liv.

Parcelhuset i den nordsjællandske stationsby bliver skiftet ud med en lejlighed i Nyhavn i København, skriver B.T.

Formålet er at få kortere transport til parrets arbejdspladser på henholdsvis Christiansborg og Det Kongelige Teaters balletskole, hvor Sólrun Rasmussen underviser, fortæller parret til avisen.

Nemmere at tage hjem

"Det var sådan set Sólruns ide at flytte til København, men jeg glæder mig også til det," siger Lars Løkke Rasmussen, der ser frem til nemmere at kunne tage hjem mellem møder og andet arbejde.

I første omgang nøjes de dog med at leje det 154 kvadratmeter store hus i Græsted ud, når de flytter ind i deres nye lejelejlighed i Nyhavn.

"Det er jo lidt et eksperiment, og det er jo heller ikke noget godt tidspunkt at sælge på nu," forklarer den nybagte lejer til B.T.

Parrets ældste søn er flyttet hjemmefra, den anden søn skal på efterskole, og datteren, som starter på gymnasiet i Birkerød, har længe gerne villet til København, fortæller parret.

"Det er også dårlig samvittighed, der bliver løftet. Jeg har jo ikke haft meget tid til at slå græs og den slags. De 10 års ministertid har været hårdt ved huset," erkender Lars Løkke Rasmussen.