SF-minister: Ja, vi manglede 22 mia.
Regeringen skylder en undskyldning for grove udtalelser og vælgerbedrag, siger Venstre.
I foråret var der ingen tvivl:
VK-regeringen »misbrugte embedsmænd i et partipolitisk ærinde,« når man hævdede, at der manglede milliarder og atter milliarder i S og SF’s valgoplæg - lød anklagen fra S og SF.
Men nu erkender skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), at beregningerne var korrekte.
Og der således manglede 22 mia. kr. i forslaget kaldet Fair Løsning 2020.
Henviser til egne tal
Det oplyser skatteministeren til erhvervsskatteordfører Mads Rørvig fra Venstre, da Rørvig bad om en ny udregning på Fair Løsning 2020.
»Ift. provenuerne fra Fair Løsning 2020 henvises der til FIU spørgsmål nr. 185 af 18. maj 2011. Regeringen anvender fremadrettet de i ministerierne generelt anvendte beregningsprincipper,« skriver ministeren i et skriftlig svar.
Med andre ord: Når det kommer til beregninger af Fair Løsning, så har skatteministeren fuld tillid til de hidtidige udregninger med milliardunderskuddet.
Også finansminister Bjarne Corydon har efter valget godkendt, at beregningerne fra før valget rent faktisk holdt vand.
Tilsvinede embedsmænd
Daværende finansordfører for Socialdemokraterne, nuværende justitsminister Morten Bødskov, sagde i foråret , at daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) med udregningen demonstrerer »stor mangel på evne til at kende forskel på Finansministeriets embedsapparat og Venstres kampagnekontor«.
Mads Rørvig mener, at SF og S i opposition har »tilsvinet Danmarks dygtigste embedsmænd«.
»De kom med en kampagne-plan, der var underfinansieret med adskillige milliarder - og som er grunden til de mange løftebrud – og da embedsmændene påpegede det, så anklagede de dem for disse grovheder. Det ligner systematisk bedrag af danske vælgere op til en folketingsvalg, når man bagefter så padler i land på denne måde,« siger Mads Rørvig til jp.dk.
Sig undskyld
Han mener, at de nuværende ministre skylder embedsfolkene og tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) en undskyldning.
»Det er det mindste, man kunne gøre,« siger han.
Uafhængigheden af embedsmænd er yderst vigtigt i dansk politik, og Mads Rørvig lover, at Venstre i oppositionen ikke vil komme med en tilsvarende anklage.
»Vi har fuld tillid til, at ministrene lever op til ministeransvarsloven. Hvis vi beder ministeriet om at foretage en udregning, så har vi tillid til det, der står,« siger Mads Rørvig.