Kvindekamp blev noteret af PET
I 1982 udtaler hun sig velvilligt om "kvindekamp".
De ord skrev en medarbejder i Politiets Efterretningstjenestes nordjyske afdeling i 1984 om en kvinde, der stillede op til Folketinget for VS. Denne og en lang række andre papirer fra PETs gemmer viser, at den hemmelige tjeneste i vidt omfang holdt øje med personer alene på grund af deres lovlige politiske virksomhed - og det selv om regeringen officielt havde forsikret Folketinget og borgerne om, at den slags ikke ville føre til registrering.
I stedet for en egentlig registrering havnede de personfølsomme oplysninger i såkaldte arbejdskartoteker, som der ikke var nogen regler for. Og det var muligt for PET at søge på personer i kartotekerne.
Dette alternative register svulmede op til at rumme oplysninger om 25.000 danske borgere i 1985, noterer PET-kommissionen i sin beretning.
Særligt de lokale PET-betjente i Aalborg og Odense var flittige til at notere, hvis en borger markerede sig offentligt med venstrefløjsholdninger eller noget der lignede - for eksempel i læserbreve.
Også ganske almindelige politiske ytringer fulgte PET nøje med i. F.eks. skrev efterretningstjenesten om den førnævnte nordjyske kvinde, at hun i 1981 havde betegnet Frederikshavns Kommunes budget som "asocialt og kortsynet".
Med i "vuggestueforældre" og kvindebevægelsen
I det enorme kartotek havnede også oplysningen om, at et senere medlem af Enhedslisten i 1983 "er repræsentant i "Vuggestueforældre" en gruppe, der boycotter forhøjelse af forældrebetalingen."
"Aktiv indenfor kvindebevægelsen i Aalborg," lød det blandt andet om en kvinde, der var aktiv i partiet VS.
I Slagelse holdt PET også øje med lokale personer. I 1980 blev det indberettet, at en kommunelærer var blevet valgt til Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse. Sammen med sin kone og andre lærere på en bestemt skole blev han betegnet som "yderst venstreorienteret". I øvrigt havde læreren flere gange været opstillet for VS til kommune-, amts- og folketingsvalg, noterede de lokale PET-folk.
Lovlig aktivitet
Den højtidelige erklæring om, at danskerne ikke længere ville blive registreret af PET alene på grund af deres lovlige politiske aktiviteter, kom i 1968. Men reelt blev forsikringen altså omgået. "PETs arbejdskartoteker er således blevet anvendt til at opbevare oplysninger alene om lovlig politisk virksomhed efter 1968," konstaterer PET-kommissionen.
Frem til begyndelsen af 1980erne fik de lokale afdelinger af PET i provinsen stort set frie tøjler. Arbejdskartotekerne udviklede sig meget uensartet. "PETs indsats på dette område har været præget af en mangel på central styring og kontrol indtil 1980erne, og det har derfor i et betydeligt omfang været op til den enkelte medarbejder, hvilke oplysninger, han fandt, var af interesse at opbevare i arbejdskartotekerne," skriver kommissionen.