Håbløst forbud

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Om så samtlige regeringer og samtlige lovgivende forsamlinger i verden vedtog et generelt forbud mod køb af seksuelle ydelser, så ville forretningerne fortsætte om ikke uanfægtet, så i hvert fald i et sådant omfang, at det ville stå klart for enhver, at et sådant forbud er håbløst. Det ville formentlig være nemmere at forhindre solen i at gå ned om aftenen.

EU-Parlamentet har netop vedtaget en officiel anbefaling om forbud mod køb af seksuelle ydelser over alt i Europa.

Hensigten bag disse tanker er ædel nok, for prostitutionen følges traditionelt med megen anden elendighed og med megen anden kriminalitet.

I en kronik her i avisen forleden fortalte en gruppe tidligere prostituerede, hvordan overgreb, misbrug og brutal vold havde ført dem ud i prostitution og fastholdt dem der, og sådanne beretninger gør selvfølgelig indtryk.

Problemet er imidlertid, at man totalt forfejler målet, hvis man udelukkende retter indsatsen mod det, der i sin rene form i bund og grund er en legitim handelsaftale mellem voksne, myndige mennesker. Voldtægt, altså det at tvinge nogen til at gennemføre et samleje mod deres vilje, er i forvejen forbudt. Ulovlig frihedsberøvelse hjemler langvarige fængselsstraffe, og det samme gælder seksuelt misbrug af børn og naturligvis enhver form for vold mod børn såvel som voksne.

Det er mod disse uhyrligheder, samfundet burde sætte ind, og til det kræves ingen lovændringer. Der kræves dygtigt og effektivt politiarbejde og politisk opbakning.

Et afgørende spørgsmål er, hvordan man egentlig skal definere køb af seksuelle ydelser. En kontant aftale med øjeblikkelig levering er nem nok at definere, men hvordan forholder det sig lige, hvis betalingen falder i form af naturalier? Modetøj for eksempel, eller en bil eller en lejlighed stillet til rådighed mere eller mindre eksplicit som betaling for seksuelt samvær? Eller hvor mange kunder skal en prostitueret have for at gøre sig berettiget til titlen og dermed kunderne hjemfaldne til straf.

Kan en prostitueret koncentrere sig om en enkelt storkunde og dermed indgå i noget, som til forveksling ligner et almindeligt parforhold, men hvor det er økonomien, der er den egentlige bevæggrund? Grænsen er flydende, og derfor vil en håndhævelse af et forbud formentlig koncentrere sig om de helt simple og enkle aftaler, hvorved man udelukkende vil ramme, hvad man med en vis ret kan kalde prostitutionens proletariat, mens handelen vil florere uanfægtet i mere velbjærgede kredse.

Diskussionen er polariseret. På den ene side fastholder man, at prostitution entydigt er vold mod kvinder, på den anden side påpeges, at det i enhver henseende drejer sig om aftaler indgået mellem voksne, myndige mennesker, som hverken det offentlige eller moralsk forstyrrede snerpetanter skal blande sig i. Spekteret er bredt, og den uomgængelige kendsgerning er, at seksuallivet ikke lader sig styre af offentlig regulering eller håbløse forbud. I stedet for at kaste sig ud i et felttog, der rummer betydelige elementer af moralsk fordømmelse, burde EU-Parlamentet enes om en fælles, effektiv indsats mod frihedsberøvelse, vold, voldtægt og enhver form for tvang. Samtidig kunne man overveje at gøre handel med seksuelle ydelser til et legitimt, lovreguleret erhverv med næringsbrev og regnskabspligt. Det ville være et bedre middel til at imødegå den kriminalitet, som følger af fordømmelsen, fortielsen og fornægtelsen.