Nedsmeltningen
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Med SF’s exit fra regeringen og Annette Vilhelmsens afgang som formand står det mejslet i granit, at partiet, der så gerne ville, i sidste ende viste sig ikke at være regeringsegnet. Forløbet de seneste par døgn, hvor Annette Vilhelmsen først fik opbakning fra landsledelsen til salget af Dong-aktier til Goldman Sachs, men senere måtte se folketingsgruppen gå i indre opløsning, er uden sidestykke i dansk politik. Andre partier er tidligere trådt ud af regeringer midt i valgperioder, men aldrig har man i Danmark været vidner til et regeringsparti, der nærmest er gået i opløsning for rullende kameraer. »Pinligt og latterligt,« kaldte Ole Sohn forløbet, og det er der vel ingen grund til at modsige.
Men SF’s første deltagelse i et regeringssamarbejde har fra dag ét trukket store veksler på partiets evne til at sluge kameler, selv om Annette Vilhelmsen, der blev valgt til formand på løfter om at gøre SF’s politik langt mere synlig i regeringen, i går fremhævede de mange fingeraftryk, som SF har sat på regeringens politik.
Det skal da også retfærdigvis siges, at partiet har været synlig i en række store sager, men de dårlige sager, som har skabt uendelig utilfredshed og uro hos baglandets forandringsangste kredsformænd og blandt vælgere, har været større og mere synlige. SF’s mærkesag, millionærskatten, blev skrevet ud af regeringsgrundlaget, senere fulgte en opgivet betalingsring, gennemførelse af lavere selskabsskat, skattereform med blå blok og dagpengereform. Listen er endnu længere over såkaldte møgsager, der har gjort livet svært for SF.
Samtidig har der været interne magtkampe, udrensninger, udmeldelser og formandsvalg. Tilbage står et nedsmeltet parti, som nu skal forsøge at rejse sig. Der er stadig lang tid til næste valg, men ikke så lang tid, at vælgere vil glemme dette forløb. Måske skulle SF langt tidligere have indset, at ”Projekt Villy”, der skulle gøre partiet regeringsdueligt, var stendødt, og at problemerne med at få det ideologiske udgangspunkt til at harmonere med tingenes tilstand var alt for store. Det er hypotetisk, men det er det ikke, at SF nu skal forsøge at genopfinde sig selv under en ny formand, samtidig med at der er grænser for, hvor meget kant partiet kan lægge til de gamle regeringspartnere. Let bliver det ikke. Nedsmeltningen er enorm og understreges kun af Astrid Krags skifte i går til Socialdemokraterne. Hvem bliver den næste? Og hvem ved deres fulde fem vil være ny formand for fallitboet? At sige, at magtens pris har været høj, er i denne sammenhæng en fuldkommen utilstrækkelig kliché.
Men det pinlige og latterlige gælder ikke kun SF. Det klæber til hele Helle Thorning-Schmidts regering. Hun gik til valg med Villy Søvndal med løfter om ”Fair Forandring” og var dermed løftestang for SF’s regeringsambitioner, der nu så tragikomisk er blevet udstillet. Underholdningsværdien har ikke mindst på grund af SF’s græsrodstilgang til magten været høj, men det samme har den samlede regerings løftebrud, skandalesager og manglende kommunikationsevner i forhold til befolkningen.
Nok har den gennemført en række reformer med blå blok, som peger i den rigtige retning for Danmark, men regeringens sælsomme kombination af amatørisme og magtarrogance har gravet en dyb kløft i tilliden mellem vælgere og regering. Selv om SR-regeringens top formentlig græder tørre tårer over, at SF har forladt dem, så er det ikke kun for SF, at det folketingsvalg, som senest skal afholdes i efteråret 2015, mere og mere ligner en skæbnestund.