Fortsæt til indhold
Leder

Børnehaven SF

JP

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så trak SF sig ud af regeringen, og så gik SF's formand. Det var logisk, og det var uomgængeligt. Halløjet på badehotellet, i gruppeværelset og i regeringen var efterhånden så lattervækkende - men også tragisk - at der ikke var nogen vej udenom.

SF ville ikke magten, turde ikke magten, kunne ikke magten. SF magter ikke at være i regering simpelthen. Partiet evner ikke at tage et ansvar. Dét stempel vil følge SF i mange, mange år fremover. De duede ikke, må konklusionen være. De ville så gerne, men nu truer partiet med at gå helt i opløsning.

Folkesocialisterne troede, at de kunne gå i regering, samtidig med at de kunne blive ved med at opføre sig som i et elevråd. Hvad danskerne har været vidner til af kaotiske og tåkrummende scener i og uden for SF's inderkreds i de forløbne to år trodser enhver beskrivelse. Grædende pigebørn, der bliver betroet topposter; en spejlblank, ny partiformand, der fra dag ét mere har mindet om Bambi på isen end et fremtrædende medlem af landets regering foruden almindeligt kaos og studentikos ansvarsforflygtigelse.

Intet er danskerne blevet sparet for. SF har været en parodi - desværre jo udstyret med betydelig magt over landet, danskerne og regeringens førelse.

Nu er det så slut. Annette Vilhelmsen går. Fra første færd har hun været totalt overmatchet. Hvad var egentlig meningen med hende? Direkte fra byrådet i Kerteminde til magtens centrum. Det gik ikke. Det kunne man lade SF'erne om. Problemet er, at det er gået ud over os alle. Nu vender SF tilbage til trygheden uden for regeringen og ansvaret. Det er sandelig bedst for alle. Om partiet klarer spærregrænsen ved næste valg er nok mere åbent. SF klarede ikke at komme under magtens åg, som salig Per Hækkerup forudsagde for et halvt århundrede siden.

Også for statsminister Helle Thorning-Schmidt og den radikale leder, Margrethe Vestager, er det en syngende lussing af et nederlag. De ville med djævlens vold og magt i regering med SF, selv om det seneste valgs to store tabere var netop S og SF. Thorning vil gå over i historien, som den socialdemokratiske regeringsleder, der troede på SF og lukkede SF ind i varmen. Det har vist sig at være en fejlbedømmelse af de helt store. Hun skal nu samle stumperne op. Folketingsvalget må være rykket meget tættere på.