3F-formand stikker halen mellem benene
I et indlæg i JP 15/6 afviser 3F's formand, Poul Erik Skov Christensen, min kritik af ham og de tre andre socialdemokratiske formænd for LO, HK og Dansk Metal for at være S-ledelsens trofaste puddelhunde i stedet for at varetage lønmodtagernes interesser.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Han mener, at min kritik er »ren volapyk« – dog uden at tilbagevise min kritik på et eneste punkt.
Konkrete spørgsmål
Lad mig derfor omforme min kritik ved at stille en række konkrete spørgsmål, som jeg håber, at JP vil give Poul Erik Skov Christensen mulighed for at besvare:
Er det ikke korrekt, at I fire S-formænd i fagbevægelsen ved S og SF's tilslutning til tilbagetrækningsreformen med en reel afskaffelse af efterlønnen og en halvering af dagpengeperioden til to år fastslog, at nu havde lønmodtagerne betalt nok – de skulle ikke betale to gange?
Er det ikke rigtigt, at I alligevel anbefalede en overenskomst med reallønsnedgang for jeres medlemmer?
Hvornår har I afvist regeringens asociale førtids- og fleksjobreform, der betyder, at tusindvis af handicappede og syge lønmodtagere får deres levevilkår væsentligt forringet? De skal bidrage med 1,9 mia. kr. til skattelettelser for andre, herunder topskattelettelser. Da VK foreslog det samme, var det en »social massakre«.
Hvornår har I protesteret mod kontanthjælpsreformen, som betyder, at arbejdsløse, som man ikke kan tilbyde arbejde eller uddannelse, skal have forringet deres levevilkår? Samtidig vil specielt jeres medlemmer miste deres arbejde, når kommunerne lader kontanthjælpsmodtagere overtage deres arbejde – ikke på almindelige lønvilkår, men på kontanthjælpsniveau.
Er det ikke korrekt, at I var klar til at indgå en trepartsaftale, som ville medføre forlænget arbejdstid for jeres medlemmer, men at I blev underkendt af jeres medlemmer og tillidsfolk?
Er det ikke korrekt, at I støtter regeringens skattereform, der giver størst skattelettelser til de højeste indkomster og ingen lettelser til jeres syge og arbejdsløse medlemmer? Tværtimod skal dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister have forringet deres levevilkår med 3 mia. kr. for at give plads til topskattelettelserne.
Betaler nu kun fem gange
S og SF har med jeres accept udset jeres medlemmer og de dårligst stillede til at betale seks gange – nu bliver det højest fem, fordi jeres medlemmer har tvunget jer ud af trepartsforhandlingerne. Hvor er jeres offensive opposition mod S og SF's asociale reformpakke?