Rejsekortets politistatsmetoder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har oplevet en straffeaktion fra Rejsekortets administration, som er en politistat værdig.

For at få det på plads tilstår jeg, at jeg åbenbart har glemt at checke ud fra et offentligt transportmiddel tre gange på et år; de to første gange ved årets begyndelse, da jeg skulle vænne mig til det ulige antal ud- og indcheckninger ved rejser med flere transportmidler.

Det er sket i forbindelse med de ugentlige firetimers rejser med tog mellem Aarhus og København, S-tog mellem København H og Nørreport Station og bus mellem Nørreport og Nørre Campus.

Der er særlige regler for, hvornår man må checke ud, og hvornår man må checke ind, når flere forskellige transportmidler bruges på rejsen, og de regler skal huskes. Ja, og så har jeg glemt udcheckning en gang på Aarhus Banegård lige efter sommerferien.

Straffen faldt dog ikke øjeblikkeligt. Det skete først tre uger efter denne tredje og sidste forglemmelse på seks måneder. Da prøver jeg at checke ind ved standeren på Aalborg Banegård, og pludseligt er kortet spærret. Uden varsel.

Rejsekortets administration sender fysisk brev dagen efter, selvom administrationen kender min e-mailadresse. Kortet er faktisk ikke bare spærret, det er lukket, annulleret, kasseret og lige til at smide væk ifølge oplysning fra den ironisk benævnte ”kundeservice” hos Rejsekortet. Ingen kære mor her.

Ikke nok med det. Som straf er jeg nu sat i karantæne i et helt år, uden adgang til at få eller bestille et nyt kort. Strengt gøres der opmærksom på, at spærringen og dens årsager og konsekvenser er registreret på min profil hos Rejsekortets administration, så jeg ikke formaster mig til at prøve at få et nyt kort.

Slut med Rejsekortet

Der gives ingen mulighed for betaling af kontrolafgift eller bøde for den enorme forseelse, kun denne ensidige idømmelse af et års straf. Så kan jeg lære det! Men kan jeg nu det? Jeg vænner mig vel igen til klippekort og andre betalingsformer i løbet af den etårige straffeaktion. Jeg forfalder næppe til at udbrede mig om Rejsekortets fortræffeligheder.

Rejsekortets politistatsmetoder ender derfor muligvis som et skud i egen fod. Er det metoder, som en offentlig instans som DSB bør tillade? Skal vi finde os i, at Rejsekortets administration bruger metoder, som er langt fra den betjening af offentligheden, som er DSB’s formål og eksistensberettigelse, i skarp modsætning til den voldsomme chikane, der her er tale om?