Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Sandhed om terrorisme

Mette Thomsen, Tværgade 197, Malling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Orla Zyceks indlæg 23/7 er præget af de klassiske fejl og fordrejelser vedrørende Israels historie og handlinger, og for kortheds skyld vil jeg undlade at kommentere disse.

OZ undskylder Hamas’ terrorisme med, at bevægelsen består af frustrerede flygtninge fra lejrene i Jordan og Libanon. Dertil kunne man anføre, at der findes millioner af frustrerede flygtninge verden over, som ikke anser det for deres primære livsopgave at gå ud og slå andre ihjel.

Gaza (som i dag hverken er en flygtningelejr eller besat) er Hamas’ regeringsansvar, så disse eksflygtninge burde måske være kommet over frustrationen? Desuden er de omtalte flygtningelejre hverken Israels skyld eller Israels ansvar. De er de arabiske landes og FN’s skyld og ansvar og til dels også palæstinensernes eget ansvar, eftersom der stadig findes ”flygtningelejre” (f.eks. Jenin) i selvstyreområdet.

Det er bekymrende, at en nylig meningsmåling fra den palæstinensiske organisation Awrad i Ramallah viser, at 85 pct. af palæstinenserne i selvstyreområdet ser positivt på Hamas, og præsident Abbas udtalte i juni, at 58 pct. af selvstyrets budget går til Gaza, herunder til de hundreder af Fatah-folk, der deltager i angrebene ind i Israel.

Hamas og de væbnede militser i Gaza er terrorgrupper, som bevidst og vilkårligt retter deres angreb mod civile. Når Isil (islamisk kalifat), som allerede befinder sig i Gaza, afløser Hamas (og det er dens mål, da det giver adgang til Sinai), vil OZ så også finde undskyldende forklaringer for denne gruppe?

Terrorisme er og bliver terrorisme og bør ubetinget og ensidigt fordømmes. Til gengæld går jeg også ensidigt ind for fredelig sameksistens, og tænk, hvad Gaza kunne være blevet til. Med grundlæggeren af Muslim Canadian Congress, Tarek Fatahs ord i The Toronto Sun forleden: »Gaza kunne være blevet et udstillingsvindue for arabisk oplysning og iværksætterånd, efter at Israel trak sig ud af området i 2007. Det kunne være blevet en turistmagnet og en smeltedigel for uddannelse og kunst, videnskab og teknologi. I stedet er Gaza blevet et etpartidiktatur under Hamas dedikeret til udslettelsen af staten Israel.«