Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvis Thorning-Schmidt og Corydon var direktører

Finn R. Larsen, formand, Akademikerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det økonomiske opsving er lige om hjørnet. Et stigende privatforbrug samt eksport er udset som nogle af vækstskaberne, men væksten skal også løftes strukturelt ved at forbedre virksomhedernes produktivitet og udvikling. Regeringens lovede vækstoplæg bør derfor indeholde tiltag, der både på den korte og lange bane sikrer denne udvikling.

Det er ikke raketvidenskab og kan på visse områder gøres uden yderligere finansiering. Regeringen kan løfte væksten i 3.000 virksomheder pr. år ved at bruge de offentlige midler mere begavet end i dag.

Vi ved fra en række undersøgelser, at virksomheder med højtuddannede har en højere produktivitet og skaber mere værdi. Desværre har en stor del af de danske virksomheder ikke tradition for at ansætte højtuddannede. Det er derfor nødvendigt at åbne virksomhedernes øjne for, at en akademiker måske er det værktøj, der skal til for at udvikle deres virksomhed.

Der er mange ”på lager”

Hvis nationen Danmark var en rationelt handlende virksomhed, DK A/S, ville ledelsen sætte fuld fart på markedsføringen af et af sine stærkeste produkter, de højtuddannede. Særligt nu, da ”kunderne” har brug for at øge deres produktivitet og vækst, og man samtidig har mange højtuddannede ”på lager” i dagpengesystemet.

Ledelsens svar ville gå på to ben: Der skal en grundig markedsføring til, så kendskab til produktet kommer ud til flere nye kundegrupper. Og samtidig gives et introduktionstilbud til de nye kunder for at komme over ”førstegangkøbs-problematikken”. Nu er samfundet Danmark jo ikke en virksomhed, men vi kan lære noget af forestillingen om et DK A/S.

Akademikerne foreslår derfor regeringen som et af vores 27 netop offentliggjorte vækstforslag: 60 erhvervskonsulenter skal på landsplan lokalt opsøge mindre virksomheder for at afdække deres vækstpotentiale.

Ved siden af det anvendes de 116 mio. kr., der ifølge Koch-udvalget – uden nævneværdig effekt – bruges på akademikernes seksugers selvvalgt uddannelse, til at etablere en jobskabende vækstpilotordning, så virksomheder med ingen eller få højtuddannede ansatte i en introperiode kan få tilskud til 50 pct. af lønnen.

Det kan årligt skabe 3.000 nye job til højtuddannede, udvikling i et tilsvarende antal virksomheder og gennemføres inden for rammerne af eksisterende midler.

Spørgsmålet, der er tilbage, er så bare: Har vi en rationel ledelse i DK A/S?