Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ukorrekte påstande om Israel

Mette Thomsen, Tværgade 197, Malling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sit indlæg ”Israel er ikke demokratisk" 25/1 hævder master i globalisering Ole Timotej, at Israel ikke er demokratisk, fordi landet ikke »overholde(r) international ret og menneskerettighederne«. Bortset fra at påstanden er ukorrekt, må man undre sig over, hvor han dog med den opfattelse af demokrati måtte have hentet sin mastergrad.

Timotejs øvrige påstande er lige så frit i luften svævende og viser blot, at enhver kan hente snart sagt en hvilken som helst løgn ned fra internettet, når det gælder tilsværtning af Israel. Almindelig kildekritik synes således ikke at være Timotejs stærke side.

Overdrevne antal arrestationer

Et enkelt eksempel: Timotej mener at vide, at Israel siden 1967 har »fængslet mere end 700.000 palæstinensere, svarende til 40 pct. af den mandlige voksne befolkning.« 700.000 fængslede på 46 år giver et gennemsnit på ca. 15.000 om året, lig med 294 på ugebasis.

Nu forholder det sig sådan, at hver eneste israelsk arrestation noteres af ngo’en Palæstinensisk Center for Menneskerettigheder (PCHR), som man vel i dette tilfælde kan anse for en nogenlunde rimelig kilde – antipalæstinensisk er den i hvert fald ikke. Følger man dens årlige oplysninger, fremgår gennemsnittet at ligge på ca. 25 arrestationer om ugen, hvilket giver knap 1.300 om året.

I de 46 år siden 1967 skulle der derfor være foretaget i alt omkring 60.000 arrestationer. Til sammenligning ville der, hvis man skulle tro de seneste påstande fra palæstinensisk side, hvor tallet er vokset fra 650.000 til 900.000, være tale om ca. 20.000 fængslinger om året.

Ingen klarhed over begreberne

Desuden: Det palæstinensiske befolkningstal i de palæstinensiske selvstyreområder ligger på omkring 2,4 millioner voksne palæstinensiske arabere. 40 pct. heraf udgør godt 960.000 voksne personer. På det seneste har palæstinenseren Mustafa Barghouti påstået, at mere end 44 pct. af den voksne palæstinensiske befolkning har været fængslet. Skulle det være tilfældet, ville det altså dreje sig om mere end 1 million mennesker på Vestbredden.

Alle disse tal forudsætter, at de pågældende kun er blevet arresteret én gang i deres liv, mens oplysninger fra de israelske fængselsmyndigheder (IPA) angiver, at mere end 60 pct. af de fængslede har været arresteret tidligere.

Alt tyder således på, at både Barghoutis og Timotejs tal er langt ude i hampen.

Det er dybt foruroligende, at globale studier ikke fører til større klarhed over begreberne, større kendskab til de historiske kendsgerninger og større evne til kildekritik. Globale studier synes mere og mere at fremstå som det seneste arnested for antiisraelsk propaganda og palæstinensisk-arabisk digt.