Patentdomstol en fordel
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Nej er værst for de små virksomheder. Under den modsatte overskrift forkyndte Lave Broch fra Folkebevægelsen mod EU 21/12 sin glæde over, at vi skal stemme om EU's patentdomstol. I modsætning til Broch mener jeg for det første ikke, at det er sundt for demokratiet, at man misbruger det til afstemninger om et vanskeligt tilgængelige juridiske spørgsmål, som de fleste vælgere ikke forstår et suk af, ikke har nogen mulighed for at sætte sig ind i – og også er fløjtende ligeglade med.
For det andet, hvilket er vigtigere, er det ikke korrekt, at et nej vil gøre det nemmere for små virksomheder i Danmark at forsvare deres patenter og varemærker. Tværtimod vil jeg som ejer af et enkeltmandsfirma med et registreret varemærke få betydeligt nemmere ved at håndhæve firmaets rettigheder i den forbindelse på det europæiske marked.
Netop for et lille firma som mit, der har 50 pct. af salget til kunder i andre EU-lande og kun 20 pct. her i Danmark, er det en fordel at kunne nøjes med én registrering af varemærket i stedet for 25. Samtidig vil det blive tilsvarende nemmere og billigere for firmaer og organisationer af enhver størrelse, som har patenter og/eller varemærker, at forsvare sig mod krænkelser af deres rettigheder fra firmaer i andre EU-lande, da også dette kun vil skulle ske ved én domstol i stedet for 25.
”Folkestilstanden mod EU”
Derfor vil jeg frabede mig, at "Folkestilstanden mod EU" og andre verdensfjerne grupperinger foregiver at varetage mit firmas interesser i deres evindelige korstog mod den onde, grimme kapitalisme. I stedet vil jeg opfordre alle, der lever af de penge, som de danske eksportvirksomheder tjener – og det gør vi alle sammen mere eller mindre direkte – til at stemme ja til den fælles europæiske patentdomstol.