Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ridderkors og tredobbelt moral i transportbranchen

Harald Fabricius, formand, Landsklubben for Danske Godschauffører i 3F

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om udenlandske lastbiler kører ind, ud, op og ned ad sporet. Nu bliver vores transportminister, Pia Olsen Dyhr, beskyldt for dobbeltmoral, fordi hun vil hæve bøderne, når politiet fanger udenlandske lastbiler, der kører ulovlig piratkørsel.

Ordene faldt i JP 16/11. De kom fra Mogens Therkelsen. En af foregangsmændene, når det gælder udflagning af danske lastbiler og chaufførjob. Anklagen lyder temmelig dobbeltsporet for en dansk chauffør som mig. Er det så tredobbelt moral, når Mogens Therkelsen udflager størstedelen af sin lastbilflåde, samtidig med at han er ridder af Dannebrog?

Vognmandsdirektør Mogens Therkelsen skriver, at ulovligheder selvfølgelig skal straffes. Men han er samtidig fortaler for at lempe regler og sanktioner. Helst så det bliver helt uden risiko, når man udflager lastbiler til polske, bulgarske og rumænske datterselskaber, selv om bilerne kører i Danmark.

Store bøder i udlandet

Den forretningsmodel taler DI, Danske Speditører, ITD og Mogens Therkelsen ivrigt for. Imens kalder Mogens Therkelsen højere bøder »helt ude af proportioner«. Han fortæller ikke, hvordan der gives bøder for ulovlig piratkørsel i Frankrig, Norge og Italien. Her har bøderne en tyngde, der gør selv den ivrigste danske motorcykelbetjent grøn af misundelse.

Mogens Therkelsen opfordrer transportministeren til at tale med transporterhvervets organisationer. Men grundstenen til forslaget om højere bøder blev jo netop lagt i et udvalg, hvor alle transportens organisationer deltog. Fordi den dobbelte og tredobbelte moral får ekstra næring, hver eneste gang tv bringer indslag om postkassefiduser, piratkørsel, social dumping og østeuropæiske chaufførers kummerlige liv på danske rastepladser eller i øde industrikvarterer.

Måske er det på tide, at Mogens Therkelsens kernekunder ser på deres egen sociale ansvarlighed, når de bruger vognmænd, der har flaget ud. 3F og vognmændene i Dansk Transport & Logistik har dokumenteret, at det koster samfundet 266.000 kr., hver eneste gang en dansk chauffør erstattes af en udenlandsk.

Mogens Therkelsen bør tjekke, om der er en returadresse bag på, næste gang han pudser sit ”Ritterkreuz” på kontoret i Padborg. En by, hvor det er svært at overse mindst en af de 5-600 østeuropæiske lastbiler, der hver eneste weekend overnatter i byen. Hentet hertil for at fylde danske vognmænds dobbeltforede lommer.