Udenlandsk ”bifangst”
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har haft stor fordel af de millioner, der kastes efter udenlandske talenter – som Steffen Stubager og Martin Flink skriver om i artikelserien ”De måske ønskede”. Jeg er hollænder og kom til Danmark for lidt over tre år siden med min mand.
Han arbejder på Aarhus Universitet og er ”den kloge” – jeg er ”bifangst”. Jeg har gået i sprogskole, har etableret mig som journalist og er flittig bruger af International Community (Aarhus Kommune) og University International Club (Aarhus Universitet). De tilbyder netværker og arrangementer til udlændinge, så vi kan etablere os i Danmark. Min vurdering er, at de er alle pengene værd. De har været afgørende for, at jeg har kunnet falde til i Danmark.
En udlænding i Syddjurs
De fokuserer begge på de ting, der er vigtige i det første år af ens ophold: på de kulturelle aspekter af indvandring – hvordan Danmark fungerer, og hvordan danskere ser sig selv. Derudover holder de kurser og workshops, som udlændinge kan bruge til at ”håndtere” det danske arbejdsmarked.
Når vi skal bruge værktøjerne selv, bliver vores behov mere specifikke. Spørgsmålet: ”Hvordan tilpasser jeg min arbejdserfaring og mine kompetencer til Danmark?” kan ikke besvares på en global måde. Det kan heller ikke besvares af danskere. Derimod kan udlændinge, som har været her i længere tid, bidrage, men de findes næppe i det danske integrationssystem, og det er en skam. Jo, der findes udlændinge som rollemodeller, men de er ikke tilgængelige for de enkle spørgsmål, en udlænding i Syddjurs døjer med.
Der mangler en ordentlig digital platform med et globalt fokus på arbejde, hvor både udlændinge og danskere kan mødes. Den eneste platform, jeg kender til, som nogenlunde har dette formål, letsintercom.dk, er desværre nærmest gået i stå på grund af ”spøgelsesprofiles” og automatisk reklame.
Denne platform skulle strammes op, og små private initiativer med samme formål som The Bridge Project (bridgeprojectdk.wordpress.com) skulle være mere synlige. De bedste ambassadører for Danmark er de udlændinge, der har klaret sig godt og er parate til at dele deres viden om, hvordan vi andre ”oversætter” vores erfaringer og kompetencer.