Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Aflivning af abortmyter

Lau Sander Esbensen, historiker, ph.d., Lejrevej 20, Ølstykke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I den abortdebat, der kører i anledning af 40-årsdagen, gentages nogle udbredte, men fejlagtige antagelser, som jeg må korrigere.

For det første er det ikke et godt argument for fri abort, at det er farligere at få den udført illegalt. For det er det ikke. Det viser historien. Fra 1930'erne og frem foreligger der en håndfuld videnskabelige undersøgelser, der påviser, at illegal abort ikke var farligere end legal. Det kommer måske som en overraskelse for nogen, men det har siden 1962 stået i lærebøger på medicinstudiet og mange andre steder, men er aldrig rigtig kommet til offentlighedens kendskab.

Efterhånden, som dødeligheden for legale aborter faldt, faldt den også for de illegale, indtil den omkring 1970 var 0 for dem begge. Loven om fri abort har med andre ord ikke reddet én eneste kvinde fra at dø af en illegal abort – og ingen ville dø i den hypotetiske situation, at abortforbuddet blev genindført.

For det andet er der ingen nødvendig sammenhæng mellem fri abort og antallet af indgreb. I Danmark steg antallet af aborter dramatisk i takt med, at man liberaliserede adgangen til den. Alene fra 1973, hvor vi fik fri abort, til 1975 blev det omtrent fordoblet. Aborttallet er faldet siden, men det er stadig højere, end det var i 1970.

I Sverige har tallet været faldende, stigende, faldende og de sidste 10 år stigende, siden landet fik fri abort i 1975, og tallet er i dag på samme niveau som dengang. I USA ser man et lidt tilsvarende billede, og i England er aborttallet ca. tredoblet, siden briterne fik deres lov. Man kunne polemisk sige det sådan, at hvis det er et lavt aborttal, man vil have, skal man som udgangspunkt forbyde abortindgrebet helt og straffe det med f.eks. fire års fængsel, men det er selvfølgelig ikke det, ret mange vil.

Selvom det er helt legitimt at kæmpe for at sikre kvindens ret til selvbestemmelse over graviditeten, bør man koncentrere sig om nogle andre argumenter for det.