Hvem kan vi snart stole på?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

EU’s topfolk vil nu have EU’s revisorer til at pynte på virkeligheden, så hvordan kan det undre, at tilliden til EU er i frit fald?

Intet kan som penge sætte ondt blod. I selv de bedste familier kan splid om penge ødelægge den gode stemning. I et land kan penge sætte land op mod by, og penge kan splitte et helt kontinent i nord og syd. Tillid er godt, men når det kommer til penge, er kontrol nødvendig. Forståeligt nok forventer borgerne, at der bliver holdt øje med deres penge, når de bliver afleveret til Bruxelles.

EU’s revisorer – European Court of Auditors, ECA – er en af de få instanser, som stadig forlener EU-apparatet med en vis troværdighed. I 18 år har EU’s revisorer afvist at underskrive EU’s budget, fordi omfanget af slendrian og svindel var for stort.

I mellemtiden har revisorerne udsendt mængder af tørre, nøgterne særrapporter, hvor de undersøger, hvordan milliarderne – til motorveje, energiprojekter, fødevarer, aktivering af arbejdsløse og velkomstprogrammer for indvandrere – bliver anvendt; om de giver mening og smæk for skillingen. Rapporterne foreligger endda ofte på dansk, så også danske journalister kan læse dem.

Rapporterne er ofte nedslående læsning for dem, der mener, at femårsplaner, centralisme og kommissærer er lige, hvad vi har brug for til at genrejse Europas økonomi. Men at der bliver kontrolleret og revideret i EU, er dog et tegn på en vis orden.

Derfor må det være ekstra skuffende for dem, som sætter EU på en piedestal, at EU-eliten igen og igen skyder sig selv i foden; det skete igen forleden med et brag, så sålelæder og bensplinter fløj i alle retninger.

Større eller mindre fiasko

EU’s præsident, Herman Van Rompuy fra Belgien, gav EU’s uafhængige revisorer et vink med en vognstang om, at de bør tænke sig om en ekstra gang, før de bramfrit beretter, at nu har det ene og så det andet milliardprojekt været en større eller mindre fiasko og i øvrigt nok aldrig burde være sat i gang – og slet ikke forsøgt gentaget. Herman Van Rompuy sagde advarende:

»Både I og jeg ved, hvordan den slags overskrifter kan være misvisende. Og i betragtning af, hvordan medierne bruger rapporterne, og deres virkning på den offentlige mening i visse lande, burde Revisionen måske overveje en ekstra gang, om ikke den kan levere en mere alsidig rapportering...«

Så derfor, fortsatte Herman Van Rompuy til revisorerne:

»I en tid med krise er det vigtigere end nogensinde at sprede tillid. Vi bør overbevise europæerne om og klart vise, at Europa ikke er årsagen til problemerne, men løsningen«.

Pres på EU-revisorerne

Har Rompuy ingen til at advare sig? Tror manden, at den slags pression vil gå upåagtet hen? Jo, måske i dansk og spansk presse, men ikke i britisk og tysk, hvor ethvert dagblad med respekt for sig selv og sine læsere fortalte om EU-præsidentens fodskydning – og dermed skubbede endnu en kvart eller halv procent af borgerne over i den EU-fjendtlige lejr.

Jeg blev mindet om, at et hollandsk medlem af EU’s revisionsret tilbage i 2010 åbnede munden og fortalte om det pres, som Frankrig og Italien havde lagt på EU-revisorerne, for at de ikke skulle afsløre omfattende svindel med EU’s penge i de to lande. Maarten Engwirda sagde dengang, at der var en “cover-up”-kultur i landene såvel som i EU-apparatet, som forhindrede svindlens virkelige omfang i at blive blotlagt:

To spørgsmål

»Det blev praksis at udvande eller helt at tilbageholde kritikken,« sagde Maarten Engwirda dengang i 2010, da han som 67-årig gik af og turde tale frit.

Det rejser to spørgsmål for mig: Har presset på revisorerne mon alligevel virket, så de ellers temmelig nedslående revisions-rapporter, som vi læser i dag, endda underdriver de planøkonomiske fadæser? Hvis vi heller ikke længere kan stole på EU’s revisorer – hvem kan vi så efterhånden stole på i EU?