Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvad med hønsene?

Finn Jensen, Dansk Fjerkræ Forum, Ulstrup Skovvej 3, Ulstrup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Jyllands-Posten 12/9 er miljøminister Ida Auken citeret for, at hun ikke umiddelbart vil følge Vildtforvaltningsrådets indstilling om at frede måger, men vil kigge på, at det fortsat skal være muligt at regulere mågerne, og at der skal være plads til både måger og mennesker.

Men når det drejer sig om høns i egen have, er problemet det stik modsatte.

Miljøstyrelsen mener nemlig: »Fritgående høns vil efter Miljøstyrelsens vurdering generelt kunne indebære forurening eller uhygiejniske forhold hos naboen.«

Det har medført, at flere kommuner har et forbud mod, at man lader høns gå frit i sin egen have. En af dem er Holbæk Kommune, der begrunder det med, at det jo kunne være, at naboen har fjerallergi.

Kære Ida Auken:

Når du nu er uenig med Vildtforvaltningsrådet om mågerne og vil kigge på det, kan du så ikke ved samme lejlighed lige vende med din miljøstyrelse om den holdning, med, at fritgående høns i egen have kan forurene hos naboen, nu er rigtig gennemtænkt?

Det er ærligt talt svært at bevare respekten for Miljøstyrelsen med sådanne meldinger. Fritgående høns i egen have er på mange måder en fordel for miljøet, men det blokerer Miljøstyrelsens absurde holdning for.