Sygeliggørelse af de raske

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tak til neuropsykolog Lis Ehlers for hendes kronik 20/7: ”De magtfulde diagnoser”.

Efter i mere end 20 år at have behandlet arbejdsskadesager og private forsikringssager i Arbejdsskadestyrelsen, er det også mit indtryk, at ”efterspørgslen” efter psykiske lidelser er stor – og denne har efter min vurdering været stigende gennem de senere år. Denne ”jagt” er blevet gjort lettere med nye diagnoser som fibromyalgi, posttraumatisk stresssyndrom, piskesmæld og kronisk træthedssyndrom.

Efter at have behandlet tusindvis af sager, herunder læst utallige speciallægeerklæringer, andre erklæringer, advokatindlæg, politirapporter m.m. er der for mig ingen tvivl om, at en del mennesker, men vel dog kun en minoritet, ser den medicinske diagnose og en erstatningssag som en vej ud af deres problematiske sociale og økonomiske situation.

Det er desværre også tydeligt, at enkelte advokater og erklæringsskrivende speciallæger samt psykologer, herunder neuropsykologer, er noget énøjede i deres beskrivelse og vurdering af disse sager. F.eks. kan en ulykkes hændelsesforløb, herunder om der eksempelvis har været tale om en klar forsikringsbegivenhed som en hjernerystelse eller ej, i en erklæring beskrives helt uafhængigt af og ofte i klar modstrid med, hvad der i øvrigt er af overbevisende oplysninger i sagen (f.eks. afhøring af skadelidte selv til en politirapport).

Man kan ikke se bort fra, at dette også kan have en måske tilsigtet afledt positiv virkning på de erklæringsudstedendes egen økonomi, idet de skadelidtes advokater kan være tilbøjelige til at vælge netop disse eksperter til udfærdigelse af erklæringer.

På denne måde er nogle personer, der er professionelt involverede i personskadesager desværre med til at fremme denne tendens til sygeliggørelse af raske mennesker.