Erdogans flirt med islamisme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

To dræbte. Op mod 4.000 sårede. Kvinden i den røde kjole, der bliver overhældt med tåregas af kampklædt politik.

Hundredetusinder af demonstranter, som udtrykker voldsom utilfredshed med den siddende regering.

Nej – det er ikke et islamisk diktatur, der er ved at blive væltet, men derimod et vestligt demokrati, der bevæger sig i den helt forkerte retning. Befolkningen i Tyrkiet har fået nok, og jeg kan på alle måder forstå hvorfor. Jeg har selv oplevet, hvordan det Tyrkiet, jeg jævnligt besøger, langsomt er blevet præget af islamismen i de seneste 12 år.

Premierminister Recep Tayyip Erdogans løfte på valgaftenen i 2011, da han erklærede, at han ville være premierminister for politiske med- og modstandere i hele Tyrkiet, var opløftende. For en kort stund så Tyrkiet for alvor ud til at blive den fredsbygger mellem øst og vest, som mange havde håbet på. I løbet af de seneste par uger har Erdogan imidlertid gjort disse mange forhåbninger til skamme.

Med jernnæve har han slået ned på utilfredse demonstranter, der demonstrerer imod det, som bedst kan beskrives som regeringens længerevarende flirt med islamismen. Desværre må jeg efterhånden konstatere, at flirten er ved at udvikle sig til en reel affære. Gang på gang viser Erdogan sin intolerance og modarbejder dem, der lever en mere vestlig tilværelse i Tyrkiet.

Mere på spil end en park

Demonstrationerne startede egentlig som en protest mod nedlæggelsen af en park i Istanbul, men én ting er helt sikker: Der er langt mere på spil end en simpel park. Det er selve Tyrkiets selvforståelse, som folket kæmper for. Tyrkiet har ellers stået for en positiv demokratisk udvikling siden reformationen i 1923, men den udvikling er Erdogan og AKP godt i gang med at ødelægge. Mediebilledet mister sin mangfoldighed, kunstnere og forfattere trækkes for retten, og politiet slår voldsomt ned på demonstrationer i hele landet.

Allerede i 1998 blev Erdogan, som borgmester i Istanbul, idømt fængsel for at opfordre til religiøst had, og i løbet af den senere tid har Erdogan trukket det Tyrkiet, som jeg kender og holder af, i den helt forkerte retning. Han har kaldt Atatürk – symbolet på sekulariseringen af Tyrkiet – for en fulderik. Han har udtalt, at abort er mord. Samtidig topper Tyrkiet listen over flest fængslinger af journalister foran Iran og Kina. Alarmklokkerne begynder at ringe!

Jeg sår ikke tvivl om, at AKP og Erdogan er demokratisk valgt. Der, hvor jeg for alvor slår bremsen i og siger stop, er over for den voldelige og usympatiske måde, som demonstranterne er blevet behandlet på i deres protest over den stigende islamisme. Forfattere, journalister og demonstranter skal have frihed til at udtrykke kritik af regeringen uden at skulle frygte for liv og levned.

Metoder som dem, vi har været vidner til i den seneste tid, vil aldrig være acceptable. Derfor er det vigtigt, at den vestlige verden sender et samlet signal til AKP og Erdogan om, at der skal skrues ned for volden og op for ytringsfriheden, så jeg igen kan genkende det Tyrkiet, jeg holder af.