Den nye lov kan gøre stemmeafgivelse til en trossag

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med den foreslåede offentlighedslov kan der ikke længere kræves aktindsigt i korrespondancen mellem tingets egne medlemmer og regeringen. Dette er endnu et skridt på vejen mod at gøre den danske lovgivningsproces til en sort boks, hvor ingen – undtagen forhåbentlig de involverede – er ganske sikker på, hvad der foregår.

I Danmark har vi ad udviklingens vej fået etableret et parlamentarisk styre, hvor regeringen reelt udspringer af Folketinget. Da der oven i købet ikke i grundloven findes nogen væsentlig afstand mellem folketing og regering – i Norge må ministrene ikke være medlemmer af parlamentet – er adskillelsen af de to mere formel end reel. Det kan måske forekomme rimeligt nok, at tyngdepunktet er i det folkevalgte parlament, fordi vi nu engang lever i et demokratisk samfund, men så kræver det også, at parlamentsvalgene sker på et oplyst grundlag.

Vælgernes slørede indsigt

Hvad der før parlamentarismens indførelse i 1901 var kendetegnende for Folketinget, var en advokat for folkestemningen, som så kunne stå den dengang kongevalgte regering imod. Med parlamentarismen blev Folketinget og regering forbundet med stærke bånd, og det er efterfølgende blevet stadig sværere at se, hvor den ene part ender, og den anden begynder. Dette er imidlertid ganske væsentligt, fordi der principielt bør være en skarp adskillelse af de to magtinstanser, hvis ikke politikerne skal blive magtfuldkomne.

Det foreliggende forslag til en offentlighedslov fastslår i henhold til § 27, stk. 2, at retten til aktindsigt ikke omfatter dokumenter, der udveksles mellem folketingsmedlemmer og ministre under lovgivningsprocessen. Dermed er der altså fare for, at vælgerbefolkningens indsigt i folketingsmedlemmernes gøren og laden vil blive sløret, og at afstanden mellem folketing og folk bliver større, og hvad der foregår bag Borgens mure bliver stadig mere dunkelt for vælgeren. Vælgeren må herefter i stadig højere grad basere sin afgørelse i stemmeboksen på enten irrelevante forhold som f.eks. layout på valgplakaten eller den retoriske præstation i partilederdebatten, for indsigt i den reelle lovgivningsproces har han ikke. En så væsentlig ting som den enkelte politikers integritet vil i stadig mindre grad blive mulig for os at bedømme, fordi vi får mindre indsigt i, hvad politikerne på de forskellige niveauer foretager sig. For os som vælgere bliver lovgivningsprocessen en sort boks. Noget kommer ind, og noget kommer ud, men hvem der har trukket i hvilken retning, vil stå uklart.

I yderste konsekvens bliver stemmeafgivelsen hvert fjerde år reelt en ren trossag. Vi må tro på, at den enkelte kandidat er redelig og så ellers klynge os til til håbet.

Loven er faretruende

Med den stadig større professionalisering af lovgivningsprocessen har det næppe på noget tidspunkt været så væsentligt at have klarhed over, hvilken del af landets styrelse der foretager sig hvad og hvorfor, så vælgeren i stemmeboksen på et sobert grundlag kan afgøre, hvordan lovgivningsprocessen skal formes. Det gør den nye offentlighedslov endnu mere faretruende.

I 1901 blev regeringsdannelsen knyttet til den oplyste folkevilje. Nu, mere end hundrede år efter, er der en reel risiko for, at regeringsdannelsen i højere grad knyttes til uoplyste folkesagn om de mennesker, der måske og måske ikke tjener vore og fædrelandets interesser på tinge.