Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Danmark har brug for en Thatcher-revolution

Henrik Ræder Clausen, Hougårdsvej 29, Brabrand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mens der snakkes om at lappe lidt her og reformere lidt der, strømmer pengene stadig ud af statskassen, mens den private sektor kæmper for at holde sammen på tingene.

Danmark er i dag i samme situation som Storbritannien sidst i 1970'erne, hvor flere årtiers konsensus-politik havde slidt industrien og det private erhvervsliv i sænk, mens politikerne skændtes på skrømt om, hvem der var mindst egnede til at lede landet.

Da Margaret Thatcher kom til, fik piben en anden lyd.

Hun udfordrede de fastgroede eliter, både i Labour- og i Tory-partierne, med Hayek-inspirerede ideer om frie markeder, fri konkurrence og udbredt privat ejendomsret. Hun var som beskrevet i dokumentarfilmen ”Death of a Revolutionary” revolutionær i sine idealer og i sit opgør med det fastgroede politiske system.

Det udløste voldsomme kampe med de gamle magteliter, men med bred støtte fra almindelige, arbejdsomme mennesker gennemførte Thatcher-regeringerne den ene reform efter den anden, og rettede Storbritannien op.

Det var hårdt, men det fungerede og udløste bred støtte fra arbejderklassen.

Danmark er langt fra alene i Europa i at være hårdt ramt af den ”britiske syge”, men som et lille land, der er mindre bundet af EU end andre lande, har vi faktisk mulighed for at gøre op med det.

Ved at beskære den offentlige sektors størrelse og sænke skatterne kan vi igen gøre det attraktivt at arbejde og producere i Danmark.

Et opgør med de to former for socialdemokrati, der regerer i Danmark, kan sagtens lade sig gøre.

Det kræver blot en forståelse af filosofien bag og mod til at udholde den usikkerhed, som markedsorienterede reformer nødvendigvis vil medføre.