Bæredygtig investering i menneskers udvikling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som så mange andre er vi i FADD optagede af økonomisk bæredygtighed. Vi interesserer os mest for, hvordan parterne på anbringelsesområdet kan skabe de bedste betingelser for effektivitet i driften, sammenhæng mellem ydelsesforventninger og resultater og fagligt forsvarlig fordeling af ressourcerne.

Selv om øvelsen kan være vanskelig, fordi gennemsigtigheden i de kommunale økonomier ikke er prangende, så gør vi os umage for at gennemskue betingelser og principper i kommunernes økonomiske dispositioner for området. Det er ikke altid, at logikken er til at få øje på. Af rapporten "Når man anbringer et barn" udgivet af Rockwool Fonden fremgår det blandt andet:

»Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år, men det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 mia. kr. om året i faste 2011-priser.«

Sammenholder man denne oplysning med eksempelvis de 2013-besparelser på døgninstitutionsområdet, som ifølge tal fra KL i forhold til budgettet i 2012 vil blive reduceret med godt 430 mio. kr., kan det – for nu ikke at overdramatisere – måske få en til at tænke på, om besparelser på 12,6 pct. virkelig er nødvendige. Det kan være dyrt at spare. Det ved alle os med hus og have.

Skruer vi helt ned for varmen i december, sparer vi en masse penge på varmekontoen, men hvis konsekvensen er, at vandrørene springer på grund af den hårde frost, så giver det sig selv, at reparationsudgifterne langt vil overstige besparelsen på varmeregningen. På samme måde kan de varslede besparelser måske vise sig at give efterregninger i en helt anden størrelsesorden.

Med de nuværende regler har kommunerne ikke et incitament til at gøre arbejdet færdigt, fordi kommunerne som udgangspunkt ikke er forpligtede til at gøre noget for unge over 18 år udover den beskæftigelsesindsats, der i parentes bemærket i mange kommuner er ved helt at afløse den sociale indsats: Udgifter til fængselsvæsen og hospitalsvæsen belaster ikke de kommunale økonomier.

KL burde beklage

Det virker, som om anbringelsesområdet er gøgeungen i den kommunale forståelse af, hvor problemet ligger. Det ville faktisk klæde KL og andre repræsentanter fra det kommunale Danmark at beklage denne misforståede brug af tal og statistikker. Hvis KL vil love fremover at tage udgangspunkt i de faktiske økonomiske realiteter, så vil vi til gengæld love at tage udgangspunkt i de faktiske anbringelsesmæssige realiteter.

Vi ved for eksempel, at flere forskningsprojekter fastholder og fremhæver vigtigheden af både den tidlige og den længerevarende indsats. Og at fokus på udvikling af læringsmæssige, sociale og sundhedsskabende kompetencer fremmer udsatte børn og unges reinklusion i samfundet.

Vi er desuden sikre på, at arbejdet med de mest udsatte børn og unge bedst udføres af professionelle med hjerne og hjerte på rette sted og med en pædagogisk uddannelse som ballast for at kunne håndtere de komplekse problemstillinger og udfordringer, udsatte børn og unge anno 2013 står overfor.

Det vil altid være udtryk for bæredygtig økonomisk sans at investere i menneskers udvikling.