Danskerne vil også af med efterlønnen
Peter Skaarup (DF) henviser til, at »Danskerne ønsker stram indvandringspolitik« i sin kommentar i JP 20/9 til vores kronik.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Måske skulle Skaarup lytte til, at flertallet af danskerne ønsker efterlønnen afskaffet. Danskerne er nemlig godt klar over, at vi kommer til at mangle arbejdskraft, og at vi har brug for relevant indvandring. Derfor er det helt tosset, at integrationsministeren bryder forliget om green card-ordningen, der er en ordning for indvandring af relevant arbejdskraft.
Det er Radikale Venstre tilhænger af. Vi er desuden tilhængere af, at Danmark tager sin del af ansvaret for flygtninge efter FN's flygtningekonvention. Endelig er vi tilhængere af, at danske statsborgere skal kunne leve med deres ægtefælle og børn i Danmark. Derfor ønsker vi, at Danmark har de samme regler, som de 26 andre EU-medlemslande har. Det er grotesk, at danske statsborgeres rettigheder varetages bedre af EU end af Danmark.
Som et bidrag til Skaarups rystelser kan vi understrege, at vi stoler på udlændinge, og vi ønsker, at flygtninge med asyl, ægtefæller til danske statsborgere og godkendte indvandrere til relevante job i Danmark skal have en høflig, smidig og hjælpsom behandling af deres sager. De skal ikke længere udsættes for chikanelignende og mistroisk behandling.