Fortsæt til indhold
Viden

WHO udpeger 12 bakterier som de største trusler mod menneskers helbred

Bakterierne er resistente over for antibiotika, og uden ny medicin kan sygdommene ikke kureres, ifølge læger.

Menneskeheden kan i fremtiden stå over for et problem, der potentielt udgør en større sundhedsmæssig trussel end kræft og kan dræbe op mod 10 millioner mennesker om året.

Det er dystre sager, og i centrum af det hele står 12 bakterier, som verdenssundhedsorganisationen WHO netop har udpeget til samlet set at udgøre den største trussel mod menneskers helbred i fremtiden.

Bakterierne er farlige, fordi de er resistente over for antibiotikabehandling. WHO har valgt at kategorisere dem som "priority pathogens".

Med det nye fokus på de 12 bakterier håber WHO at lægge det nødvendige pres på regeringer rundt om i verden, så forskere kan få midler nok til at skabe nye former for antibiotika.

»Vi er ved at løbe tør for behandlingsmuligheder. Hvis vi bare lader det være op til det fri marked, vil den nye antibiotika, som vi så desperat har brug for, ikke blive udviklet i tide,« siger doktor Marie-Paule Kieny, vicegeneralsekretær for WHO's sundheds- og innovationsafdeling.

I øjeblikket dør omkring 700.000 mennesker om året på verdensplan på grund af infektioner, der ikke kan blive kureret med antibiotika. Hvis ikke der bliver udviklet en ny form for bakteriedræbende stoffer, kan det tal stige til 10 millioner årlige dødsfald fra år 2050.

De 12 bakterier, der er blevet udpeget som de største trusler af WHO, er blevet inddelt i tre forskellige kategorier, alt efter hvor skadelige de er for mennesker, og hvor presserende behovet er for udvikling af ny antibiotika.

Den mest kritiske gruppe kan blandt andet skabe blodinfektioner og er særligt en trussel på hospitaler, hvor det kan skabe komplikationer under operationer som kejsersnit og organtransplantationer samt kemoterapi.

Artiklens emner
WHO