Hjerterytme kan erstatte fingeraftryk
Ny teknologi viser stort potentiale inden for personidentifikation og i sundhedssektoren.
Menneskers hjerterytme er lige så unik som fingeraftryk. Det viser et forskningsprojekt fra Massachusetts Institute of Technology (MIT), som forskere på Aalborg Universitet har arbejdet videre med.
Ved at tage et billede af et ansigt med et almindeligt kamera, er det lykkedes forskerne fra Aalborg Universitet registrere forandringer i hudens farver, der ikke kan iagttages med det blotte øje.
Forandringerne i ansigtskuløren følger den rytme, som hjertet pumper blod rundt i kroppen med, og fordi alle mennesker har en unik hjerterytme, kan teknikken anvendes til unikt at identificere mennesker på samme måde, som man i dag gør med fingeraftryk og iris-scanning.
Selvom teknologien stadig er under udvikling og langt fra er stabil nok til at kunne erstatte de traditionelle teknikker som identifikation, har forskerne meget store forventninger til projektet.
"Vi er endnu på et tidligt stadie i vores forskning. Men vi forsker videre og håber på, at aflæsningen i fremtiden kan laves med så stor sikkerhed, at den i sig selv kan bruges til identifikation," siger Kamal Nasrollahi, lektor ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi og en af forskerne bag den revolutionerende teknologi.
Nogle af de fordele han peger på, er, at hjerterytme er meget sværere at forfalske end fingeraftryk eller iris, og at det er muligt at anvende teknologien på tildækkede ansigter. Kamal Nasrollahi ser derfor et stort potentiale inden for sikker personidentifikation.
I en anden gren af projektet undersøger forskerne, om teknologien kan bruges i sundhedssektoren, f.eks. til at overvåge patienter i deres eget hjem.
"Når man holder øje med ældres helbred i deres hjem, bruger man ofte elektroder og sensorer til at tjekke hjerteslaget. Men sensorerne kan give udslæt og irritation, så mange af de ældre tager dem bare af. Her kunne man med vores teknologi måle deres hjertecyklus og sende resultaterne direkte til lægen eller hospitalet," siger Kamal Nasrollahi.
Forskerholdets arbejde er noget af den tidligste forskning inden for dette område, og identifikation og patientovervågning er blot et par af de mange anvendelsesområder, som forskerne mener, den nye teknologi kan anvendes til.