Fortsæt til indhold
Viden

Eksperter: Normal arbejdsuge overlever ikke ny teknologibølge

Teknologi vil overtage en række af de jobfunktioner, vi kender i dag. Ifølge eksperter vil det vende op og ned på det, vi forbinder med et fuldtidsjob.

Vi kender det allerede i dag. Når vi tager flyet, tjekker vi ind på en af lufthavnens selvbetjeningsautomater, og når vi køber en liter letmælk i Føtex, sørger vi selv for betalingen.

I øjeblikket udvikler teknologien sig med eksponentiel hastighed, og i nær fremtid vil vi se førerløse taxaer i New Yorks gader, mens droner vil levere pakker, vi køber på internettet.

Resultatet er, at en række jobs som f.eks. taxachaufførens og kasseassistentens bliver overflødige. Derfor kommer vi ikke, som vi ellers ofte hører, til at arbejde mere, men mindre. Forudsigelserne stammer fra bogen ”Den sociale og innovative velfærdsstat”, som Bent Greve, professor ved RUC, udgav i sidste uge.

”Der bliver ikke brug for den samme mængde arbejdskraft, og derfor kommer vi til at arbejde mindre. Vi kommer til at se på, hvordan arbejdet skal fordeles,” siger Bent Greve, som ikke står alene opfattelsen af, at ny teknologi vil vende op og ned på den klassiske definition af et fuldtidsjob.

”At man har en 37 timers arbejdsuge og får en fast betaling for det, bliver ændret. Man bliver i stedet betalt for at levere en bestemt opgave. Det betyder, at vi er nødt til at se på, hvordan vi i dag har indrettet os med faste arbejdstider og overenskomster,” siger Preben Mejer, medstifter af Innovation Lab der forsker i og rådgiver om den teknologiske udvikling.

Begge eksperter medgiver, at vi tidligere har været i stand til at skabe nye erhverv, når vi har opfundet ting, som har gjort andre jobs overflødige. Denne gang bliver det dog anderledes, vurderer Bent Greve.

”Der vil opstå nye nicher, f.eks. taler man om en ny sikkerhedsindustri, som skal hjælpe folk med at beskytte deres privatliv på nettet og mod overvågning fra de apparater, som de har i hjemmet. Sådanne erhverv vil opstå, men den hastighed, som teknologien udvikler sig med, gør, at vi ikke i samme grad som tidligere kan nå at erstatte de ramte jobfunktioner, som vi ellers tidligere har haft held med,” siger han.