Fortsæt til indhold
Viden

Derfor kommer afrikanske prostituerede til Danmark

En dansk forsker har undersøgt, hvorfor afrikanske kvinder gifter sig med hvide mænd eller bliver prostituerede i Europa.

Kristian Sjøgren, Videnskab.dk

Måske har du ondt af den afrikanske sexarbejder, der på et dansk bordel eller på gaden må nedværdige sig selv og sælge sex til tilfældige hvide mænd.

'Hun er sikkert menneskehandlet sexslave', er det oplagt at tænke som udenforstående dansker.

Men der tager vi fejl, for det er hun højst sandsynligt ikke.

Faktisk er der ret stor chance for, at kvinden er kommet tættere på at nå sit mål om mere økonomisk velstand ved at komme til Danmark for at sælge sex, viser ny forskning.

Det samme gælder også tit afrikanske kvinder, der er gift med en dansker. De er nemlig også ofte kommet hertil af økonomiske årsager.

Læs også: Prostituerede gør det for sex og penge

Både prostitution og giftermål giver nemlig kvinden penge, som hun kan sende hjem til sin familie eller spare op til at sikre sig selv en bedre fremtid.

Hendes muligheder i livet er langt bedre som prostitueret eller ægtefælle i Danmark, end de var i det land, hun kom fra, hvor ungdomsarbejdsløsheden i mange afrikanske lande er over 80 procent.

Det betyder også, at kvinderne for alt i verden ikke vil sendes hjem igen, som det kan ske, hvis enten politiet sparker dem ud, eller hvis deres opholdstilladelse forsvinder efter en skilsmisse.

Det forargelige og forfærdelige i at købe eller sælge sex er desuden i høj grad en vestlig opfattelse, som ikke i samme grad har betydning for en afrikaner.

Læs også: Forbud mod sexkøb er ikke løsningen

Og som forskeren bag et nyt studie om emnet fortæller, så er det ofte et langt hårdere liv at være sexarbejder i Afrika end i Danmark.

»Vi har en masse forudfattede meninger om, hvor forfærdeligt de her afrikanske kvinder må have det indvendigt. Men faktisk forstår vi slet ikke deres kulturelle baggrund, hvor de kommer fra, og hvor tæt sex, kærlighed og penge er forbundet i deres verden. Det er vi nødt til, hvis vi vil forsøge at hjælpe dem til et bedre liv. At sende dem tilbage til Afrika, som vi ofte gør, er praktisk talt det værste, der kan ske for dem,« fortæller lektor og kønsforsker fra Roskilde Universitet, Institut for Kultur og Identitet, Christian Groes-Green, til Videnskab.dk.

Christian Groes-Green har for nyligt afsluttet et tre-årigt forskningsarbejde, hvor han har undersøgt, hvorfor nogle afrikanske kvinder ender som sexarbejdere eller gifter sig med hvide mænd, og hvilken baggrund de kommer fra.

Læs meget mere om, hvad han har fundet ud af om de afrikanske kvinder, i resten af artiklen på Videnskab.dk.