Ny forskning: Der er virkelig mørkt i Jylland
Københavnerne får nu nyt skyts til at mobbe jyderne: Amerikanske forskere har undersøgt hvilke byer og områder, der har været kulturelle knudepunkter gennem tiden. Jylland er en stor sort plet på kortet.
Udtrykket 'Det mørke Jylland' blev efter sigende opfundet i slutningen af 1800-tallet af kække københavnere, der mente, at Jylland var kulturelt formørket.
Nu viser det sig, at københavnerne måske har noget at have kritikken i: Forskere fra North Eastern University har undersøgt, hvilke byer og områder i Europa og Nordamerika der har været 'kulturelle knudepunkter' i løbet af de seneste to årtusinder, og Jylland er IKKE iblandt.
Se en flot visuel illustration af den omfattende dataindsamling i en video hos Videnskab.dk: Amerikansk forskning afslører: Jylland er virkelig mørkt
Ved at koble data fra over 150.000 indflydelsesrige intellektuelles fødested sammen med stedet, hvor de døde, har forskerne kunnet se, hvilke steder der har haft størst kulturel tiltrækningskraft - og hvornår.
Som du kan se i videoen, er den kulturelle tiltrækningskraft markeret med lysglimt. Og hele verden glimter faktisk stort set; lige med undtagelse af Jylland. København formår derimod at få et lysglimt på størrelse med Hamborgs.
Læs også hos Videnskab.dk: Jyder slår københavnere i dialekttest
Studiet viser blandt andet, at Rom havde en overlegen kulturel tiltrækningskraft helt indtil slutningen af det 18. århundrede, hvor Paris tog over.
Derudover er Hollywood, Alperne og Den Franske Riviera områder, der har fungeret som kulturelle kraftcentre, selvom stederne har produceret meget få intellektuelle selv.
Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor blev københavnsk den rigsdanske dialekt?
Ifølge forskerne skyldes det sandsynligvis skøn natur og klima.