Skriggul Opel er et får i ulveklæder
Opel Corsa med turbomotor og OPC-skilte er en frisk lille bil, men ikke nogen racer.
Opels Corsa er ikke yngste bil i klassen, nærmere den ældste, men det er der ikke mange, der kan se, når farven er skriggul.
Hvis man samtidig forsyner bilen med OPC-pakke med front- og hækspoiler og indfarvede skørter samt OPCLine-pakke, ja så ligner bilen næsten en rigtig Opel Corsa OPC. Men også kun næsten, for er man kender, så kan man godt afkode, at det er en almindelig Corsa tilsat styling.
På vejen kan bilen naturligvis ikke matche den ægte Corsa-OPC, men med en pris for den ægte Corsa-OPC på 315.000 kr., kan man tilgive meget, for bilen testbilen fås fra 187.000 kr.
1,4 liters turbomotor
For de penge får man 120 hestekræfter fra en 1,4-liters turbomotor, og det rækker til afslappet kørsel, for der er meget moment til at trække den lille bil op fra bunden, uden at man behøver at skifte så meget gear.
Affjedringen er overraskende komfortabel, og bilen står samtidig ganske sportsligt på hjulene.
Dermed er indtrykket meget positivt, selv om instrumenteringen begynder at virke lidt gammeldags, sammenlignet med de nye Opel-modeller, der alle har store skærme til betjening af en række funktioner.
Testbilen har faktisk som ekstraudstyr en skærm med navigation i 28 lande og håndfri Bluetooth telefon med fjernbetjening fra rattet. Systemet koster 10.500 kr., og det bør man vælge, for selv om skærmen ikke er helt så stor og skarp som i de nye modeller, ja så letter det den daglige brug af bilen at kunne se opkaldslister mm. under kørslen.
Der mangler et gear
Præcis som i Opel Adam, så savner denne Corsa et 6. gear for på motorvejen ville det dæmpe støj og omdrejninger betydeligt. Kører man mest i byen. kan man være ligeglad med den detalje og i stedet glæde sig over en kvik bil med en god komfort som blev opdateret, da bilen i 2012 fik et større facelift.
Nu er der ikke flere ansigtsløftninger på vej til Corsa. Næste gang bilen skifter udseende bliver til vinter, hvor en helt ny bil er klar.
LÆS MERE OM Opel PÅ GUIDE.DK