BMW og Toyota på vej med fælles sportsvogn
Nyt projekt mellem BMW og Toyota skal skabe sportsvogne drevet af hybride motorer.
Tyske BMW og japanske Toyota vil udvide deres samarbejde, og de er gået sammen om et fælles projekt, der skal udmunde i sportsvogne med én motor fra begge fabrikanter, skriver Financial Times.
Det nye projekt skal spare de to bilproducenter for enorme udviklingsomkostninger og udfylde et hul i deres produkt line-ups.
- Vi kan godt selv udvikle og producere en sportsvogn, men ser man på hele pakken vil samarbejdet give mening, da begge virksomheder kan drage fordel af hinanden, siger Herbert Diess, der er bestyrelsesmedlem og chef for BMWs udvikling, i et interview med Financial Times.
Stregerne er sat
Herbert Diess pointerer yderligere, at begge selskaber indtil videre er enige om arkitekturen, og det endelige produkt vil blande Toyotas overlegende produktionsprocesser med BMWs tekniske færdigheder og højlydte motorer.
Der vil blive produceret to separate sportsvogne, som hver især skal bruges af den enkelte virksomhed, og er skræddersyet til det globale marked, skriver Financial Times.
Alliancer i bilindustrien er i dag almindeligt kendt, da de er med til at holde stadig stigende udviklingsomkostninger nede og reducere de nødvendige investeringer, som er nødvendige for at overholde nye regulativer såsom sikkerhed og miljøvenlighed.
BMWs rival, Mercedes-Benz, ejes således af amerikanske Daimler som igen har en alliance med fransk-japanske Renault-Nissan.