Spørg om lov, før du reparerer bilen
Nu skal du have politiets tilladelse til at reparere bilen på motorvejen.
Du holder et sted på motorvejen, bilen er gået i stykker og den skal repareres. Hvad gør du?
Er du en af dem, der hopper ud, besigtiger skaderne og forsøger at fikse bilen selv, så skal du fra og med i dag være ekstra varsom.
Fra 1. juli er det nemlig ikke længere tilladt at reparere køretøjer, der er havareret på motorvejen, uden politiets tilladelse.
Kontakt politiet
De nye regler gælder i tilfælde, hvor det er nødvendigt at bruge en del af kørebanen for at kunne reparere det havarerede køretøj.
Konkret skal man ringe 114 og få fat i politiets vagtcentral, som skal give tilladelse til, at du må begynde reparationen.
Du får dog kun tilladelse, hvis politiet vurderer, at det er hurtigere at reparere køretøjet end at bugsere det væk fra vejen.
Hvis bilen i stedet skal transporteres væk - og du bliver nødt til at inddrage noget af kørebanen for at få den væk fra vejen, skal du også have politiets tilladelse, før du må gå i gang.
Regler gælder for alle
Kun hvis skaderne kan repareres - eller bilen kan flyttes, uden at bruge kørebanen, behøver du ikke kontakte vagtcentralen for at få en tilladelse.
De nye regler gælder for privatpersoner, men også for professionelle, selvom de er ansatte i autohjælpsfirmaer.