Kinesisk Tripadvisor mistænkes for falske anmeldelser
Der er grund til at være ekstra mistænksom over for kinesiske anmeldelser på det populære rejse-site.
Der er for mange falske anmeldelser på fra de kinesiske brugere på Tripadvisor; hjemmesiden hvor man kan lave anmeldelser af hoteller og aktiviteter fra ferierejsen.
Sådan lyder konklusionen fra firmaet Kwikchex, der lever af at undersøge hjemmesider som Tripadvisors troværdighed.
Det skriver engelske The Telegraph.
Bruger med 2633 anmeldelser
Ifølge en af grundlæggerne af Kwikchex er der mistænkeligt mange produktive brugere på den kinesiske udgave af Tripadvisor.
Der var blandt andet en bruger, der siden 2010 havde lavet 2633 anmeldelser af steder og seværdigheder.
Af de mange "super-brugere" var der også et iøjnefaldende sammenfald i forhold til, hvilke steder og virksomheder de valgte at anmelde.
En anden bruger havde angiveligt boet på 51 hoteller i Paris på en enkelt måned. Og i samme periode havde vedkommende boet på 50 andre hoteller verden over.
Bekæmper svindlere aggressivt
Folkene bag Tripadvisor er opmærksomme på, at nogle brugere ikke er sandfærdige i deres anmeldelser.
"Vi bekæmper snyd aggressivt og har et sofistikeret system og flere hold beskæftiget med at opdage snyderiet. Hvad enten det er virksomheder eller brugere, der er på spil. Og vi straffer dem også for at afskrække svindlen,” siger James Kay, der er talsperson fra Tripadvisor, til The Telegraph.
Problemet med snyd på Tripadvisor dukker jævnligt op.
Om det er en smædekampagne fra en konkurrent eller positive men falske anmeldelser fra virksomheden selv.
James Kay mener dog, at flertallet er ærlige i deres bidrag til rejsesiden.