Lektor: Nøgne sportsstjerner er et problem
Tina Lund og Rene Holten Poulsen er blandt de mange sportsudøvere, der har smidt tøjet i medierne. Men idealet om den smukke og veltrænede krop, skaber problemer, mener lektor.
Sex sælger, lyder det. Derfor smider et stigende antal sportsstjerner tøjet og poserer i bl.a. reklamer.
Det fortæller Jan Toftegaard Støckel, lektor, ph.d. ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universiet.
Men tendensen kan have uønskede konsekvenser for især de unge fans, mener han.
»Idrætsstjernerne er rollemodeller. Det er vigtigt, hvordan de agerer. Også uden for banen,« siger Jan Toftegaard Støckel, der i sine studier har set, hvordan unge påvirkes af de kropsidealer, der toner frem i medier og reklamer.
»Der er reklamer for sundhed og fitness overalt. Vi ser de sportslige modeller overalt. Og de unge i en almindelig skoleklasse, tager disse kropsidealer til sig, og det kommer til udtryk på deres profiler på sociale medier,« forklarer Jan Toftegaard Støckel.
Det betød jo, at jeg lige pludselig blev et kendt ansigtTina Lund, professionel springrytter, om sine billeder i magasinet "M".
Han forsker bl.a. i seksualisering i idræt. Her ser han, at drenge og piger er tvunget til at tage stilling til seksualitet og udseende i en tidligere alder end hidtil. Nogle af grundene til det er ifølge ham de sociale medier samt et øget fokus på den perfekte krop.
Jan Toftegaard Støckel forstår dog godt, at afslørende billeder kan virke fristende for pressede sportsudøvere, der skal skabe sig et brand.
»Billederne har ikke nødvendigvis konsekvenser for udøverne. De fleste gør det for at styrke deres brand, af frihedsorienterede grunde eller for at skaffe opmærksomhed og flere seere. Som curlingholdet gjorde det ved OL,« siger Jan Toftegaard Støckel og henviser til curlingpigerne, der lavede en kalender med bikinibilleder inden vinter-OL i 2010.
Det behov kender den professionelle springrytter Tina Lund også til. Hun var i 2008 på forsiden af magasinet "M".
»Der er jo ikke så meget opmærksomhed omkring en som rytter eller måske svømmer. Derfor er det jo en måde at få den opmærksomhed,« siger Tina Lund og bekræfter, at det gav hende mere medieomtale:
»Det betød jo, at jeg lige pludselig blev et kendt ansigt, og efterfølgende blev jeg jo også spurgt, om jeg ville være med i "Vild med dans."«
Tina Lund mener dog ikke, at hun har været med til at sætte fokus på idealet om den perfekte krop.
»Nej, det synes jeg ikke, at jeg har. Jeg har aldrig ment, at jeg har den perfekte krop. Jeg ved i det hele taget ikke, om der er nogen, som har den perfekte krop,« siger hun.
Tina Lund er langt fra den eneste, som har fået taget billeder iført ganske lidt undertøj. Svømmerne Pernille Blume og Jeanette Ottesen har også. Og tennisspilleren Caroline Wosniacki har gentagende gange poseret nøgen i reklamer og magasiner.
Jeanette Ottensen fik taget et nøgenbillede i forbindelse med velgørenhed. Billedet blev solgt for over 30.000 kr.
Billedet af Caroline Wosniacki er fra det amerikanske sportsmedie ESPN.
Ifølge Jan Toftegaard Støckel er de feminine og maskuline billeder med til at fastholde og bekræfte klare kønsroller i idrætten.
»De, der bliver portrætteret, er altid de storbarmede eller veltrænede,« siger han og tilføjer, at man sjældent ser en tynd stangspringer eller cykelrytter posere nøgen.
Op mod OL havde BT en billedserie med flere nøgne OL-deltagere. Roeren Rene Holten Poulsen var en af dem.
Tina Lund fortyder ikke, at hun medvirkede i "M". Alligevel vil hun nok ikke gøre det igen, da hun i dag bor og arbejder i Dubai, hvor den slags ikke er velset.
»Forretningsmæssigt har det ikke været en fordel i Dubai. Jeg må være meget påpasselig her. Men i resten af verden har det aldrig været en ulempe,« siger hun.
Selvom det ikke har konsekvenser for den enkelte udøver, håber Jan Toftegaard Støckel dog på, at sportsstjernerne overvejer, hvem modtagerne af de frække fotos er.
»Jeg synes, man skal tænke sig godt om, inden man laver en helt nøgen portrættering, og man skal overveje, om man er den rigtige rollemodel. Er det, hvad man vil være kendt for?«