Er træthed grund nok til en sygemelding?
Feber udløser ofte en sygemelding. Men bør træthed også gøre det? To forskere er uenige.
Du vågner en morgen til en ny dag. Søvnen limer dine øjne sammen, lemmerne er tonstunge, og du orker bare ikke gå på arbejde.
Du mærker efter, om der skulle være en feber på vej, men du kender allerede svaret: Nej. Du er bare uoplagt.
Tager du på arbejde? Er du som danskerne er flest, så ja. Alm. Brand har foretaget en undersøgelse som led i kampagnen "Pas godt på de gode værdier", som skal sætte danskernes moral på dagsordenen.
I den undersøgelse svarer 63 pct. af danskerne, at det ikke er i orden at melde sig syg pga. træthed. Det er 12 pct. uenige i.
Og flertallet får fuld opbakning fra arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen:
"Det at være uoplagt kan forsvinde efter en time eller to, eller hvis man går på arbejde og får noget fra hånden. Det er en tynd begrundelse for at blive hjemme, og i den forstand synes jeg, holdningen hos de 12 pct. er mærkelig," siger han til Jyllands-Posten.
Subjektiv beslutning
Den udmelding er dog for skarpt skåret, mener seniorforsker ved Forskningscenter for Unges Arbejdsliv, Thomas Lund. Han mener ikke, at man kan konstatere, at sygefravær pga. træthed altid er en dårlig undskyldning.
"Hvornår det er nødvendighed, og hvornår det er magelighed, det kan man kun selv afgøre. Man kan ikke opsætte kriterier for, hvornår man skal blive hjemme, for det er meget subjektivt," siger han.
Det betyder også meget hvilket job, man har, mener Thomas Lund. Arbejder man på et kontor, kan man godt klare at gå på arbejde alligevel, men har man ansvaret for andre mennesker, går det ikke at være rigtig træt imens.
Sjatsygefravær giver godt helbred
Flere studier, påpeger Thomas Lund, viser, at folk der har "sjatsygefravær" har en mindre risiko for at dø af hjertesygdomme end folk, der går på arbejde alligevel. Dermed kan det også være dårligt for helbredet at gå på arbejde, når man ikke føler sig helt klar.
Desuden mener han at det er værd at bemærke, at Danmark har et meget lavt sygefravær i forhold til andre lande.
"Det er noget sludder entydigt at kalde det for dårlig moral at blive hjemme, for vores sygefravær er ikke særlig højt. Naturligvis skal man ikke pjække, men det er ikke altid lige nemt at vurdere, om der er noget på vej. Det er et grænseland."
"Noget pjat"
Flemming Ibsen mener dog sagtens, at man kan tale om dårlig moral:
"Man skal holde fast i, at den enkelte medarbejder også har noget ansvar og loyalitet over for de andre. Der er en gråzone, men den der med, at man er lidt uoplagt og bliver hjemme, det duer ganske enkelt ikke. Det er noget pjat," siger han.
Bliver du hjemme, når du er træt og uoplagt, eller skal du mindst have 40 i feber for at blive i sengen? Og hvad forventer du af dine kolleger?
Brug kommentarfeltet til at dele din mening.