Trianglen, København: CIRQUE ICI
Trianglen, København: CIRQUE ICIAf og med Johann Le Guillerm, FrankrigSidste dag onsdag.
Vilde dyr er der ingen af, selv om den lille cirkusmanege er hegnet ind. Men domptøren Johann Le Guillerm er skræmmende nok i sig selv. En middelalderlig bøddel i rød skindkappe over den bare overkrop, på fødderne spidse, leddelte snabelsko af stål og i hånden en meterlang tyrepisk.
Med den betvinger han naturen og materien. Dyreskind ruller ind og forvandles til geometriske figurer, et flettet metalrør flænses op og eksploderer i nye former, en jernstang bøjes, så den bliver til en selvbevægelig skulptur, og store jernspande tumler rundt i cirkler, som var de dresserede elefanter. Imens buldrer og brøler det på lydsporet, så man skulle tro, der var vilde dyr i manegen.
Kniven ned i halsen
Anden del af den halvanden time lange forestilling gælder installationer, der i udseende bevæger sig i krydsfeltet mellem middelalderlige krigsmaskiner og moderne kunst. Sandfyldte urtepotter tømmes langsomt og får derved en maskine til at bevæge sig, et rødt hjul afleverer røde bøger helt af sig selv, og en stabel bjælker bindes sammen, så et cirkulært tårn langsomt rejser sig mod himlen.
Alt sammen med Johann Le Guillerm som skaberen og betvingeren. Også af sig selv. Kan han krydse manegen balancerende oven på grønne champagneflasker? Ja, selvfølgelig kan han det. Med formidabel balanceevne vandrer han, flaske for flaske over scenen i sine stålsko med de bevægelige snuder, der ligner bagkroppen af en bænkebider.
Eller han rider overskrævs på et monster af strittende stålpinde, som var han en gladiator på en vild tyr. Hele tiden skulende, fnysende og med et sært blik fuldt af bister forbløffelse i skæret fra de flakkende stearinlys, der omkranser scenen. Undervejs bliver der lige tid til at sluge en bordkniv. Ja, helt bogstaveligt. Ned i halsen med den og videre ned i maven. Vi ser den aldrig mere.
Det umulige sker
Det er som at opleve en krydsning mellem en gal grev Dracula, en opfindelsesbesat Leonardo da Vinci, en vanvittig dyretæmmer og en eminent cirkusartist med total kontrol over sin egen krop, konstant udforskende geometriske former og balancepunkter, der kan få døde ting til at bevæge sig. Som når han til sidst stabler og fletter en skulptur af 56 store røde bøger med sig selv frit hængende indeni. Det burde ikke kunne lade sig gøre, men det kan det.
Undervejs bruger han masser af tid til forberedelserne og opstillingerne, som vi følger med spænding og fascination, fordi det konstant synes umuligt at regne ud, hvad det hele skal ende med. Resultatet er hver gang et finmotorisk og absurd balancenummer, der udløser lige dele forbløffelse, begejstring og bifald, som han modtager med nok et skulende blik og endnu et selvbevidst fnys.