Pladebutik på Frederiksberg fejrer 25 års jubilæum
Sound Station har holdt ved siden 1991, og melder om en stigning i salg af både vinylplader og cd'er.
Pladebutikken Sound Station på Gammel Kongevej fejrer 25 års jubilæum.
I de senere år er flere pladebutikskæder lukket: Guf, TP Musik Marked, Stereo Studio og Fona (som bl.a. solgte cd'er og nogle steder vinylplader).
Men Sound Station, der ligger på Frederiksberg, er blevet ved med at åbne butiksdøren i hjørnebutikken, som engang kun handlede om brugte vinylplader. I dag er der også et stort udvalg af nye vinylplader.
Jesper Hansen, den ene indehaver, udtaler i en pressemeddelelse:
»Da vi åbnede Sound Station i slutningen af 1991, foregik al musiklytning på fysiske formater. På det tidspunkt boomede cd’en, og mange skilte sig af med deres lp-samlinger. Vi overtog mange af lp’erne og solgte dem videre til kunder, der holdt fast i formatet. Ti år senere var streaming og downloads kommet til, og nu var det cd-salget, der faldt.«
»Men antallet af vinylsamlere var stigende, og via nettet kunne vi komme i kontakt med kunder i både ind- og udland, hvilket gjorde, at vi oplevede en stigning i salget af vinyl. Det er kun taget til de seneste år, og vi sælger i dag mere vinyl end nogensinde før, både ny og brugt, almindelig og sjælden,« siger han.
»Samtidig er der så sket det, at mange kommer og afleverer deres brugte cd’er. Men dels er der stadig masser af danskere, der holder fast i cd’erne, og dels er der et stort internationalt marked for formatet, så vi oplever lige nu en stigning i salget af både vinyl og cd.«
Der ligger på Gammel Kongevej andre pladebutikker i stil med Sound Station - Goldmine Records og Mint Records. Rundt om i København er der også butikker med fokus på enten nye eller brugte plader. Eller begge dele.
På Vesterbro ligger Accord og Beat, mens Route 66 holder til på Nørrebro, hvor man også finder en Accord-butik.
De to ejere af Sound Station, den anden er Frank Jarnbye, mener, at butikken skiller sig ud ved at kunne tilbyde kunderne sjældenheder, som man erhverver hjemme eller ude i verden.
»Vi køber jo både helt almindelige samlinger og de helt store samlinger, hvor man også finder de vilde sjældenheder. Vi er i den fantastiske situation, at vi både kan tilbyde vores kunder en god musikoplevelse på mange planer – både rigtig gode og fine plader og cd’er, men også ting, der ikke nødvendigvis kan købes andre steder i Danmark.«
»Den kultur, vi sælger, ligger vel i spændvidden mellem alle de utroligt fine og gode ting, som vi alle kender og har oplevet, og de oplevelser, der er nye og originale. Jeg elsker, når musikere leger med rammerne, bruger uventede lyde og instrumenter. Det er i sidste ende, hvad vi gerne vil give vores kunder: Både følelsen af det velkendte og varme på den ene side og inspiration og nye, originale oplevelser på den anden - som kun musik kan give det.«
Sound Station fejrer sin 25 års fødselsdag på torsdag den 8. december fra kl. 16 til 22. Der bliver livemusik i butikken, og dj's vender plader.
Og så er der 10 pct. rabat på alle varer i butikken.