Gnags samlet for første gang i årevis
Men nogen musikalsk gendannelse er ikke umiddelbart forestående.
Den 3. august var det originale Gnags samlet igen.
Og det er ikke sket siden slutningen af 1990'erne, da det markante Aarhus-band satte punktum for en lang hæderkronet karriere med albummet "Gøsta Hammerfedt".
Men inden forventningerne skrues op, må iles med den oplysning, at der ikke bliver tale om en musikalsk gendannelse. I hvert fald ikke lige her og nu.
To gange fødselsdag
Bandet blev genforenet i et cirkustelt på Himmelbjerget i weekenden for at fejre to runde fødselsdage: Peter A.G. Nielsen er fyldt 60 år og sønnen Mikkel 40 år.
"Vi havde bare en herlig fest sammen, og pludselig gik det op for os, at vi ikke har været samlet siden slutningen af 90´erne," siger Peter A.G. Nielsen til Jyllands-Posten og tilføjer:
"Vi går vel alle med vores små drømme, jeg håber at komme rundt igen med den livsglæde, Gnags altid har stået for. Venter bare på at tiden er moden. Så der er slet ikke noget konkret."
De fem originale medlemmer af Gnags hyggede sig gevaldigt sammen, men spillede ikke sammen ved den festlige lejlighed på Himmelbjerget.
Nyt solo-show på vej
Selv har Peter A.G. Nielsen da også nok at se til.
I disse dage er han i fuld gang med at forberede et nyt solo-show - en forlængelse af hans "Det Scene Show".
Der er premiere den 19. september i Glassalen i Tivoli, og i de følgende måneder kommer han rundt i hele landet.
"Det er kun mig med guitar og mundharpe og 13 helt nye sange i første sæt. I andet sæt får de alle hitsene og en masse gode historier."