Morrissey - outsider og beundret

Hvis han ikke spiller ”Come Back to Camden”, går jeg!«

En af Morrisseys fans har bestemt en pointe.

Fyren, som har strittende pandehår inspireret af sin helt og en T-shirt med inskriptionen ”Je suis Morrissey”, står med en fadøl og venter på, at koncerten skal begynde.

Roundhouse er et mondænt spillested i det livlige Camden i London, og da Morrissey nu netop vender tilbage til bydelen for at give seks udsolgte koncerter, vil det jo være oplagt, at han synger ”Come Back To Camden”.

Også fordi sangen er en af de allerbedste fra comeback-albummet ”You Are The Quarry” fra 2004.

Så det nummer spiller Morrissey selvfølgelig ikke!

Man behøver ikke mere end et overfladisk kendskab til den engelske sanger for at vide, at han går langt uden om det indlysende. Og han bliver aldrig en greatest hits-bedøvet entertainer, der bøjer sig for alt fra pladeselskab til fans for at lette tilværelsen for sig selv.

Morrissey har siden sin tid i det banebrydende rockband The Smiths i 1980'erne været i konstant krig med musikbranchen, verden og ikke mindst sig selv.

Han er en kunstner, der hårdnakket dyrker outsider-romantik, og som synes at trives i strid modvind.

Derfor kan man tale om, at han nu er velsignet med en storm af modvilje, der burde levere rigeligt med inspiration til mindst et par album i hans velkendte univers af hysterisk følsomhed, fritløbende paranoia og excentrisk humor.

Fjenden vågner

Tumulten begyndte denne gang, da musikmagasinet NME interviewede sangeren, og emnet immigration kom på banen.

Den højtbegavede, croonende særling, som tidligere er blevet beskyldt for at flirte med racisme, gav ifølge NME udtryk for, at »jo mere tilstrømningen (af immigranter) til England øges, jo mere forsvinder den britiske identitet.«

NME's redaktør valgte at reagere med hellig forargelse og farve artiklen med klar afstandtagen til Morrisseys holdninger, som blev beskyldt for at »genklinge faretruende« af det højreorienterede British National Party.

Journalisten ønskede dog sit navn fjernet fra den redigerede version, og Morrissey svarede igen med sagsanlæg mod NME, som han påstod havde »slagtet, rekonstrueret, re-arrangeret, beskåret, klippet og kløvet« i hans citater.

Han tilføjede i samme pressemeddelelse, at »racisme er fjernt fra enhver sund fornuft, og jeg mener, det er uforeneligt med vores samfund.«

Debatten i hjemlandet har bølget højt, og alene på avisen Guardians hjemmeside kan man studere over 70 indlæg, som er ligeligt fordelt mellem fordømmelse af - og sympati med - den åbenmundede Morrissey. De fleste ville hér stikke hovedet i busken og håbe på, at balladen driver over. Men ikke Morrissey.

Da han ved den første koncert i Roundhouse vender tilbage som den fortabte søn (han har i de seneste år boet i eksil i henholdsvis Los Angeles og Rom) vælger han at spille et af sine mest omdiskuterede numre, ”The National Front Disco”.

Fortabte skæbner

»England for the english« lyder en bid af teksten i den spændstige rockklassiker, som Morrissey og hans band giver med en så trodsig energi og et så buldrende klimaks, at nummeret får et af aftenens heftigste bifald. Indholdet kan misforstås - men det kræver en overfladisk tolkning.

Sangen fortæller om en desillusioneret ung mand, der i sin hunger efter tilhørsforhold finder et fællesskab i The National Front. Og sammenblandingen af indædt politik og diskotekskultur skaber en tragikomisk effekt.

Faktisk en helt typisk Morrissey-sang, for siden tiden i The Smiths har hans numre været kunstnerisk grænsesøgende og kredset om tabuer (ensomhed, selvmord, desillusion, nationalisme) eller skæbner skubbet ud i eventyrlige eller uhyggelige gråzoner (kriminelle, mandlige prostituerede, børnemordere).

Det gør selvfølgelig ophavsmanden til et let bytte for de rigtige meningers politi, og Morrissey udtalte tilbage i midten af 1990'erne:

»Jeg blev standset af mange journalister, som bragte emnet (racisme) på bane i en anklagende tone, og jeg svarede dem: ”Vær venlig at nævne de linjer i ”The National Front Disco”, som du synes er racistiske, farlige og hadefulde.”

Det kunne de ikke, ingen kunne gøre det, og det var trættende. (…) Det går hurtigt op for én, at de bare er ude på at få én ned med nakken, og at det er ligegyldigt, hvad du siger eller gør - det er rendyrket heksejagt.«

Men det er altså ikke lykkedes Morrisseys fjender at sænke hans karriere. Selv om det var tæt på tilbage i slutningen af 1990'erne, da han blev trukket længere og længere ned i et hængedynd af mediefjendtlighed, depression, bitterhed og vigende salgstal. Og pladerne var af svingende musikalsk kvalitet.

Men efter syv magre års pladepause efter albummet ”Maladjusted” kom Morrissey tilbage med et brag, og ekkoet runger stadig. Både ”You Are The Quarry” og ”Ringleader Of The Tormentors” oplevede internationale salgstal og hitliste-placeringer, som Morrissey kun kunne drømme om i gamle dage med The Smiths.

Fortiden er dog ikke glemt, da Morrissey spiller i Roundhouse, hvor blandingen af tyndhårede, trofaste fans og unge, nyudklækkede disciple af ”The Prince Of Wails” bliver forkælet med fire Smiths-sange. Og ”How Soon Is Now?” lyder fortsat som verdens bedste teensang for utilpassede skæbner.

I en pause fra blodbadene

Morrisseys kvikke og elegant humoristiske interaktion med publikum når nye højder på hjemmebanen, hvor lyrikken konstant drejes (»It's the Eskimo blood in my veins« i sangen ”Stretch Out And Wait” bliver til »It's the Manchester blood in my veins«).

Og undervejs præsenterer han en sang fra det kommende album, der forventes til efteråret, med følgende ord: »Midt mellem diverse blodbad har vi fået lavet en ny plade.«

Han krukker sig også fermt igennem det nye nummer ”All You Need is Me”, som er ren legestue med egen myte: »You don't like me, but you love me/Either way you're wrong/You're gonna miss me when I'm gone”.

Men han er her altså endnu, Morrissey. Magasinet The Word kalder ham i sin nye hyldestudgave for »den mest potente popkulturelle figur Storbritannien har fostret i 30 år«.

Ingen protest herfra.