Islændingen Yrsa Sigurdardottir har skrevet årets bedste krimi
Det Danske Kriminalakademi har valgt de bedste krimier fra 2016. Der er også hæder til Nina von Staffeldts grønlandske gys og Lars Kjædegaards niende historie om makkerparret Thor og Belling.
Det Danske Kriminalakademis jury har kåret de bedste mordmysterier fra 2017, og den største hæder går til en islænding. Palle Rosenkrantz-prisen, der hædrer den bedste krimi fra det forgangne år, går nemlig til Yrsa Sigurdardottir for bogen ”DNA”.
Da Jyllands-Posten besøgte hende i 2015, sagde hun:
- Det er lidt svært at beskæftige sig med krimi på Island. Der er vel cirka et mord om året i gennemsnit, og det er oftest affektmord, hvor politiet kan køre direkte ud og arrestere gerningsmanden uden større opklaringsarbejde.
Men i fiktionen må man som bekendt det meste.
I "DNA" bliver en kvinde brutalt myrdet i sit hjem i Reykjavik. Det eneste vidne er hendes syvrige datter, der gemte sig under sengen, da mordet blev begået. Da endnu en kvinde myrdes, tyder det på, at en seriemorder er løs på vulkanøen, og en en ung ensom radioamatør, der har modtaget nogle besynderlige beskeder, begynder nysgerrigt at efterforske sagen på egen hånd.
Bogen er første bind i serien om politibetjenten Huldar og psykologen Freyja, og den blev kåret til årets krimi i Island i 2014.
Harald Mogensen-prisen for bedste danske krimi 2016 går til Lars Kjædegaard for "Det der er værre". Bogen er niende bind i serien om de to kriminalbetjente, makkerparret Thor og Belling.
Desuden modtager Nina von Staffeldt et diplom for bedste krimi-debut i 2016 for grønlandskrimien "Frosne beviser", der udkom på det grønlandske forlag Milik Publishing.
Susanne Bier får et diplom for TV-serien "Natportieren", og endelig går det nyindstiftede Anton Koch-diplom, der gives for en særlig indsats for krimigenren, til Rebekka Andreasen for hendes blog vildmedkrimi.dk.
Priserne uddeles på Krimimessen i Horsens lørdag den 1. april kl. 13.