Fortsæt til indhold
Litteratur

Ny forældrebibel vil lære verden at opdrage børn på hollandsk

Ifølge ”The happiest kids in the world – bringing up children the Dutch way" - er hollandske børn de lykkeligste i verden. Er Danmarks tid som international duks forbi?

Næppe har verden lært at sige hygge, før man skal til at sige gezelligheid i stedet.

En ny bestsellerbog vil nemlig lære verden at opdrage på hollandsk, og dermed er danskernes status som verdensmestre i forældreskab måske truet.

De senere år har især briterne og amerikanerne været grebet af dansker-mani – godt hjulpet på vej af dansk tv-dramatiks store internationale succes.

Udfordreren er på banen: Ifølge Rina Mae Acosta og Michele Hutchison er hollandske børn verdens lykkeligste, og de hollandske mødre lider ikke under "mompetition" (mor-konkurrence).

I bogen ”How to be Danish: A Journey to the Cultural Heart of Denmark” indviede New York Times’ korrespondent Patrick Kingsley sine læsere i vore hemmeligheder:

“Vi går i deres sweatre og ser deres krimier, men hvor meget ved vi egentlig om danskerne selv? (…) Fra optagelser til “Forbrydelsen” til NOMAS kokke og videre til kvinden, som strikkede den berømte sweater, tager forfatteren os med på en rejse til Danmarks besynderlige hjerte. ”

Helen Russell hæfter sig blandt andet ved ”Disney-sjov”: Danske forældres hemmelige kodeord for at dyrke sex, mens deres børn ser tegnefilm.

I “The Year of Living Danishly: Uncovering the Secrets of the World's Happiest Country” skriver den britiske journalist Helen Russell om at bo i Jylland og hæfter sig blandt andet ved sygesikring, skatterne, rituel hekseafbrænding til Sankt Hans og ”Disney-sjov”: Danske forældres hemmelige kodeord for at dyrke sex, mens deres børn er parkeret foran tegnefilmene fredag aften.

Ifølge den engelske anmelder Helen Brown er dansk hygge "blevet kapret af folk, der sælge cashemere-tæpper og luksus-pejse" - i stedet sværger hun til hollandsk "gezelligheid"

Pt. er det “hygge”, der er i højsædet, og en sand lavine af engelsksprogede bøger kæmper om at lære de engelsktalende læsere om strikkede sokker, kaminild, varm kakao og ro i sindet:

Lykkeforskeren Meik Wikings “The Little Book of Hygge: The Danish Way to Live Well”, Signe Johansens “How to Hygge: The Secrets of Nordic Living”, Marie Tourell Søderbergs “Hygge: The Danish Art of Happiness”, Louisa Thomsen Brits “The Book of Hygge: The Danish Art of Living Well”, Jonny Jackson og Elias Larsens ”The Art of Hygge: How to Bring Danish Cosiness Into Your Life”, Noah Nielsens ”Hygge: A Danish Concept of Cosy and Simple Living” og Charlotte Abrahams’ “Hygge: A Celebration of Simple Pleasures. Living the Danish Way”.

Medier som The Washington Post, The Guardian og The Huffington Post har skrevet stort anlagte artikler om, hvor selvsikre og glade de danske børn er.

Derudover er der bøgerne, der kombinerer hygge-vejledning og opskrifter – blandt andet Trine Hahnemanns ”Scandinavian Comfort Food: Embracing the Art of Hygge” og antologien “Hygge: Comfort and food for the soul”.

Danmarks største nyere branding-succes findes dog på opdragelsesområdet, og det kan vi takke forfatterne Jessica Joelle Alexander og Iben Sandahl for. Sammen har de skrevet bestselleren “The Danish Way of Parenting - What the Happiest People in the World Know about raising confident, capable kids”, som er oversat til 15 sprog, solgt i over 19 lande og er udgivet i USA, Canada og Storbritannien gennem det store forlag Penguin Random House. Medier som The Washington Post, The Guardian og The Huffington Post har skrevet stort anlagte artikler om, hvor selvsikre og glade de danske børn er, og hvordan det blandt andet skyldes et tillidsfuldt forhold mellem forældre og børn.

En sådan kassesucces må nødvendigvis tiltrække konkurrenter, og det er netop, hvad der er sket. I bogen ”The happiest kids in the world – bringing up children the Dutch way” smider forfatterne Rina Mae Acosta og Michele Hutchisons nemlig en bombe ind i opdragelsesdebatten: Det kan godt være, at danskerne er det lykkeligste folk i verden, men ser man isoleret på børnenes lykke, overhaler hollænderne os. I hvert fald ifølge en UNICEF-rapport fra 2013.

Hygge er blevet kapret af folk, der sælge cashemere-tæpper og luksus-pejse
Helen Brown, Boganmelder i Daily Mail

De to forfattere – en er brite, den anden amerikaner – er begge bosat i Amsterdam og gift med hollandske mænd. Deres respektive hjemlande klarer sig elendigt på børne-lykke-fronten – briterne ligger nummer 16 på listen, og USA indtager 26.-pladsen – og ifølge dem kan man lære meget af de afslappede hollandske forældre, der lader børnene cykle alene til skole og spise chokolademadder til morgenmad. Allerede fra baby-alderen er hollænderne ifølge bogens refererede forskning mere harmoniske. Hollandske børn nyder

- den slags barndom, mange af os er nostalgiske efter: En barndom fra sort/hvide fotografier, gamle film og Enid Blyton-bøger.

Bogen, der har gjort mere for Danmarks renommé end samtlige statslige charmefremstød: Jessica Joelle Alexander og Iben Sandahls bestseller "The Danish Way of Parenting" anfører, at det er vores særlige forældre-kultur, der gør os til verdens lykkeligste folk.

Mødrene er tilsvarende lykkelige – og helt frie for den berygtede ”mompetition” (mor-konkurrence), man ifølge forfatterne oplever i USA og England.

Bogen har fået flot presseomtale i England. I Daily Mail skriver anmelderen Helen Brown:

- Når nu 2016 var året, da briterne tog den danske hygge til sig, bliver 2017 måske det år, da vi bliver trætte af stearinlys og i stedet kaster os over den mere rå og afslappede hollandske gezelligheid. For hvor hygge er blevet kapret af folk, der sælge cashemere-tæpper og luksus-pejse, består gezelligheid (…) bare af en småkagedåse på bordet og en kop kaffe i hånden. Det behøver ikke være varm chokolade eller ærtesuppe akkompagneret af lyden af munter snak, mens anorakkerne tørrer i entréen.