Fortsæt til indhold
Litteratur

Ung digter modtager eftertragtet pris

Montanas Litteraturpris 2013 på 100.000 kr. går til afsenderen af den anmelderroste digtsamling ”det nemme og det ensomme.”

Med konkurrenter som Yahya Hassan og Ida Jessen modtog Asta Olivia Nordenhof i dag Montanas Litteraturpris 2013 på 100.000 kr.

Overrækkelsen af prisen fandt sted på litteraturseminaret Tag og læs! på Testrup Højskole ved Aarhus.

Prisen tildeles Asta Olivia Nordenhof for digtsamlingen ”det nemme og det ensomme” samt bloggen jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com. Det er første gang, at Montanas Litteraturpris uddeles til en praksis, der eksplicit omfatter et netbaseret medie.

Et æreløst mirakel

Dommerkomiteen motiverer:

”Udspændt mellem knækprosa og lyrisk komposition skriver Asta Olivia Nordenhof på én gang selvbiografisk og socialt om misbrug i familien, om hverken at ville eller kunne arbejde, om livet som ”et æreløst mirakel”. Tonen er øm og humoristisk, præcis og bevægelig, nærværende og gribende, uanset om Nordenhofs skarpe og spontane skrift flyder på hendes blog eller i den trykte digtsamling.”

Dommerkomiteen, der har udpeget prismodtageren i år, består af den norske forfatter Karl Ove Knausgård, dramatikeren Line Knutzon, kritikerne Tue Andersen Nexø, Lilian Munk Rösing og Thomas Thurah. Prisen er sponsoreret af Montana Møbler A/S.

Fornyende eller overraskende

Montanas Litteraturpris er indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006 og gives hvert år til en forfatter af aktuel dansk litteratur, som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Den kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.

Blandt de tidligere vindere er Pia Juul for digtsamlingen ”Radioteatret” (2010), Bjørn Rasmussen for romanen ”Huden er det elastiske hylster der omgiver legemet” (2011) og Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012).