Fortsæt til indhold
Kultur

En halv barak vender tilbage til kz-lejr

Amerikansk museum klamrede sig til historisk barak - men nu har retten talt.

I går ankom en halv barak fra udryddelses-lejren Auschwitz-Birkenau ved Krakow i det sydlige Polen til den polske havneby Gdansk.

Og dermed afsluttedes en årelang juridisk strid om samme barak, der for 20 år siden blev udlånt til en særudstilling på Holocaust-museet i Washington i USA.

Holocaust-museet var indstillet på at beholde barakken, der siden den blev opstillet på museet, har været et af dets store attraktioner. Men allerede i 2003 blev det ved lov vedtaget i Polen, at historiske genstande højst kunne udlånes i fem år.

Juristeri

Dengang krævede Polen barakken tilbage, men der gik juristeri i sagen, der først blev endelig afgjort af en amerikansk domstol i oktober.

Denne krævede at Washington-museet afmonterede og udleverede barakken til Polen, så den kunne forenes med den anden halvdel, der står i Auschwitz-Birkenau.

De næste tre år skal barakken, der går under betegnelsen barak nummer 30, konserveres og restaureres.

Når de to halvdele er forenet er barakken den eneste af sin slags i udryddelseslejren.

20.000 i familie-lejren

I september 1943 opførte nazisterne en større klynge barakker for at skaffe plads til jøder fra ghettoen i Theresienstadt. Der blev flyttet 46.000 jøder fra Theresienstadt til Auschwitz-Birkenau.

20.000 af disse blev indkvarteret i barakkerne, som nazisterne kaldte for en "familie-lejr". De resterende blev anbragt andre steder eller myrdet i gaskamrene ved ankomsten til lejren.

Nazisterne myrdede fra 1940 til 1945 omkring 1,5 millioner mennesker i den tyske udryddelseslejr - og langt størstedelen var jøder.