Patrick Swayzes jakke fra Dirty Dancing solgt på auktion
En kultjakke båret af en kultskuespiller i en kultfilm.
»Nobody puts baby in the corner.«
Sådan sagde karakteren "Johnny" i filmen Dirty Dancing fra 1987. Johnny blev spillet af skuespilleren Patrick Swayze, som blev både teenageidol og sexsymbol efter filmen. Han blev desuden nomineret til en Golden Globe-award for sin rollen som Johnny, som blev hans egentlige gennembrud i Hollywood.
Patrick Swayze døde i 2009 i en alder af 57 år efter at have fået konstateret kræft i bugspytskirtlen året inden. Og nu, otte år efter, har Patrick Swayzes enke, Lisa Niemi, solgt en række af hendes mands ejendele på auktion. Og flere af dem er kendt fra hans film.
Heriblandt er den læderjakke, som karakteren Johnny havde på, da han sagde den berømte replik til hans udkårne, "Baby".
Det er auktionshuset Julien's Auctions i Hollywood, der har solgt jakken, og den indbragte 62.500 dollars (426.695 kr.). Køberen er en anonym samler. Det skriver BBC og Sky News.
Lisa Niemi siger ifølge nyhedsbureauet Press Association, at hun ser det som »en positiv ting, men stadig en svær ting« at sælge ud af mandens ejendele.
Auktionen blev gennemført trods protester fra Patrick Swayzes niece, Danielle Swayze.
»Det her var familiens arvestykker. Det er som et slag i ansigtet, at hun (Lisa Niemi, red.) sælger de her værdifulde minder,« siger hun til Press Association.
Ud over læderjakken er også en rød skjorte fra Dirty Dancing blevet solgt til en værdi på mellem 4.000 og 6.000 dollars (27.000 til 41.000 kr.). Desuden er et par kondisko fra filmen Ghost solgt for 17.920 dollars (122.300 kr.), og et surfbræt fra filmen Point Break blev solgt for 64.000 dollars (436.900 kr.). Det blev dermed endnu dyrere end læderjakken.