Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Supercomputer har lært at finde det rigtige quiz-svar

Quizmasterens stemmeleje og tonefald kan ofte afsløre det rigtige svar, når svarmulighederne bliver læst op i et tv-show, viser nyt studie.

Hvem vil ikke gerne være millionær? Med den rette teknik og computer kan man faktisk komme et godt stykke tættere på at vinde millionen alene ved at aflure quizmasterens kropssprog og stemme. Det er nemlig muligt et langt stykke hen ad vejen at afkode, hvilket af de opremsede svarmuligheder, der er den rigtige.

Et forskerhold fra SDU har påvist, at computeren kan aflure det rigtige svar i 70-90 pct. af tilfældene ved at analysere måden, quizmasteren læser svarmulighederne op på. Hvis quizmasteren vel at mærke kender det rigtige svar.

Stemmen er nemlig den største synder, når det gælder om at afsløre, om man omgår sandheden eller vil skjule noget. Og derfor handler det først og fremmest om stemmen og dens pauser, tonefald, talehastighed og længden på endelserne. Forskerne har i forsøget groft sagt fodret en computer med en masse eksempler og en statistisk algoritme, der bygger på viden om bl.a. stemmens styrke, hvor hurtigt der tales, hvor pauserne ligger – det de kalder akustiske og fysiologiske signaler på om der er tale om det rigtige eller forkerte svar.

Og ud fra computerens målinger kunne forskerne i efterfølgende afprøvninger tjekke om computeren var effektiv - om den kunne identificere hvornår det rigtige svar bliver læst op. Den blev så dygtigt til at aflure stemme og tonefald, at den ramte rigtigt i mellem 70 og 90 pct. af tilfældene.

Ifølge forskeren Oliver Niebuhr, der er lektor i kommunikation og innovation på Syddansk Universitet, kan også det menneskelige øre trænes til at gøre det samme.

”Men det kræver mange års træning. Jeg ved, hvad jeg skal lytte efter, så jeg kan gøre det til en vis grad, når jeg sidder hjemme i sofaen og ser ”Hvem vil være millionær” eller et andet quizzshow. Men jeg vil aldrig kunne gøre det lige så godt som computeren,” siger Oliver Niebuhr til magasinet ”Ny Viden”.

Han forklarer, at forskningen kan bruges meget bredt, fordi vi alle signalerer både følelser og holdninger, sociale hierarkier, interesser og intentioner gennem vores stemmer. Som regel sker det uden, at vi selv er klar over det. Disse signaler kan identificeres og analyseres, og dermed bruges til at få en bedre forståelse af sociale relationer, og hvad folk mener.

Oliver Niebuhr bruger bl.a. sin viden om stemmens magt til at træne iværksættere, der skal sælge deres ideer, i at bruge stemmen rigtigt og mest overbevisende.